



Norwich er under hårdt pres.
Kanariefuglene ligger under nedrykningsstregen i Championship, og derfor lunede det gevaldigt, at det lørdag eftermiddag blev til en sejr for blot fjerde gang i sæsonen.
Norwich tog hjemme imod Southampton, der blander sig i kampen om playoff-pladserne, men det var ikke til at se.
Norwich tog nemlig en 2-1-sejr på to mål sat ind af Jovon Makama, mens Ryan Manning scorede Southamptons mål.
Sejren betyder, at Norwich har 17 point, men de er fortsat på den forkerte side af stregen. Southampton ligger på niendepladsen.
Pelle Mattsson spillede fuld tid, mens Oscar Schwartau også startede inde, men han blev udskiftet i overtiden, hvor Mathias Kvistgaarden kom ind.
Kvistgaarden var derved tilbage på banen, efter han senest sad ude med en knæskade, der i perioder har holdt ham ude i denne sæson.
Emiliano Marcondes kom også ind fra bænken, mens Anis Ben Slimane var i truppen uden at komme ind.

Norwich
Southampton
Championship





































