Tilbage i 1982 blev Michael Laudrup den første landsholdsspiller nogensinde til at spille for Brøndby IF.
Siden har de blågule fra Vestegnen haft en masse spillere fra hele verden, som har optrådt for deres respektive landshold, og det vælger man at hylde i Brøndby.
Wall of Honour er en væg på ydersiden af Brøndby Stadion, hvor samtlige landsholdsspillere gennem tiden står.
Kriteriet for at komme på væggen er, at man kommer i aktion for et landshold, mens man er Brøndby IF-spiller, og den mulighed har Mathias Kvistgaarden nu.
Brøndby-stjernen er for første gang udtaget til A-landsholdet, og derfor er han et skridt tættere på at blive udødeliggjort på Wall of Honour.
- Det ville være kæmpestort. Det ville være prikken over i'et i forhold til den periode, som jeg har været inde i med Brøndby med de store ting, som jeg er så glad for, der er sket for mig.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så den væg ville da være fantastisk at kunne sætte sit navn på, siger Mathias Kvistgaarden med et stort smil til Bold.
Drømmen kan blive en realitet
Gennem længere tid har eksperter og fans skreget på, at Mathias Kvistgaarden skulle på landsholdet.
Men udtagelse efter udtagelse var Kvistgaardens navn ikke at finde blandt Kasper Hjulmand, Lars Knudsen og Brian Rimers udvalgte.
Det så derfor ud til, at en plads på Wall of Honour først ville blive aktuelt på den anden side af muligt et udlandseventyr, som nok bliver en realitet til sommer.
- Jeg ved ikke, hvordan jeg havde tænkt over det på den måde. Men jo, jeg blev overrasket over udtagelsen. Jeg havde ikke regnet med det og var ikke forberedt på det.
- Så der er ingen tvivl om, at nu er det en drøm, at det kan ske.
Mathias Kvistgaarden har de seneste år gjort sit for at sparke døren ind på A-landsholdet.
Gode præstationer i Brøndby IF og på U21-landsholdet har nu gjort, at han står på tærsklen til det ultimative som dansk fodboldspiller. Nu er drømmen en debut.
- Det er en drengedrøm for alle. Det er svært at beskrive. Jeg glæder mig helt vildt og drømmer om det. Men jeg tror stadig ikke, at jeg kan stå her og forstå det, at det muligvis kan ske, siger Mathias Kvistgaarden.
Det er uvirkeligt for Kvistgaarden, men han kan trøste sig selv med, at det ikke længere er en drøm.
Mathias Kvistgaarden er udtaget til det danske A-landshold.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga
























