2024-10-18 08:00:00

Landstrænerjagt i afgørende fase – to er i favoritfeltet

Fodbolddirektør Peter Møller arbejder intensivt med at finde Danmarks nye landstræner, som er på plads inden årsskiftet – Brian Riemer er lige nu sammen med Lars Knudsen brandvarme kandidater til posten.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Nations L. A - 5. runde

FT

DAN

1 - 2

SPA

Der var i omegnen af ti til at starte med.

Nu er feltet stille og roligt barberet ned til et favoritfelt, hvor Lars Knudsen og Brian Riemer befinder sig.

Fodbolddirektør Peter Møller er på intensiv landstrænerjagt og startede med den brede pensel for at afsøge markedet.

Han havde fat i blandt andre Thomas Frank og Brian Priske, men de er optaget af store job i Premier League og Æresdivisionen til lønninger, der ligger langt fra, hvad DBU kan tilbyde.

50 mio. kr. som årsløn i Brentford og 13-14 mio. kr. i Feyenoord er tal, som DBU aldrig kommer til at matche.

Foto: Jaimi Roy/Ritzau Scanpix.

Håbløs timing
Når man så kigger videre rundt i landskabet, så er timingen bare uheldig for Peter Møller lige nu, hvis han ville have et større dansk fodboldnavn.

For Jess Thorup har lige forlænget sin kontrakt i Augsburg, Bo Svensson er lige begyndt på en treårig aftale i Union Berlin, mens Bo Henriksen ridder videre på succesbølgen fra foråret, hvor han på mirakuløs vis reddede Mainz fra nedrykning.

På den måde er timingen bare forkert for Peter Møller, når han kigger på de fem navne, som alle på en eller anden måde ville være et seriøst bud på den permanente afløser for Kasper Hjulmand.

Fodbolddirektøren er udfordret på en anden front. For økonomien sætter sine begrænser i jagten på den kommende landstræner.

DBU kan ikke konkurrere med de høje lønninger, som trænerne hiver hjem i udlandet.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmark -Landstrænerjagt i afgørende fase – to er i favoritfeltet
Foto: Virginie Lefour/AFP/Ritzau Scanpix

En landstræner i Danmark skal forvente en løn i niveauet fem-seks mio. kr. Det er så langt DBU kan strække sig. Og det er bestemt ikke attraktivt for alle, hvis man samtidig skal betale dansk skat.

Fyring åbnede en dør
Når man ikke kan få den man vil have, må man elske den, man får.

For der er ingen tvivl om, at Thomas Frank var ønskekandidaten hos DBU, men missionen er umulig at opfylde på nuværende tidspunkt.

Men en fyring kan ændre meget i forhold til de muligheder, Peter Møller har at arbejde med.

Foto: Bruno Fahy/Ritzau Scanpix.

Brian Riemer røg overraskende ud i Anderlecht. Det åbnede en dør for Peter Møller, der har været i dialog med Riemer-lejren i forhold til landstrænerjobbet.

Lige nu er parterne fortsat i samtaler om landstrænerjobbet, lige som Riemers navn sammen med flere andre har været forelagt DBU’s bestyrelse for nylig.

Lars Knudsen er naturligvis også topkandidat. For med de resultater han har leveret i Nations League, har han bragt Danmark i en gunstig position.

Alt er i egne hænder. Der er matchbold i forhold til andenpladsen i gruppen. En placering, der udløser slutspil i Nations League og topseedning til VM-kvalifikationen.

På den måde har Lars Knudsen i sandhed leveret varen i de fire kampe, han har stået i spidsen for Danmark.

Ingen havde i sandhed troet for to måneder siden, at man ville stå med Brian Riemer og Lars Knudsen som to af topkandidaterne til jobbet som landstræner.

Møller har mandat
Peter Møller skal træffe en beslutning i løbet af den kommende tid. Alle forventninger er, at Danmark har en permanent landstræner på plads inden årsskiftet.

Som Bold forstår det har Peter Møller et mandat inden for nogle økonomiske rammer til at finde landstræneren.

Derfor kan en ny landstræner sagtens være på plads om kort tid. Og ikke nødvendigvis vente med at blive præsenteret til det næste DBU-bestyrelsesmøde, som er fastsat til 28. november.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Peter Møller har ikke stået til rådighed for medierne under landsholdets samling i hverken Spanien eller Schweiz.

DBU’s fodbolddirektør er i en proces, hvor han er i forhandlinger og i færd med at skære kandidatfeltet ned.

Derfor har det for DBU ikke givet den store mening, at Peter Møller skulle udtale sig om landstrænersituationen som en slags mellemregning i et forløb, som endnu ikke er afsluttet.

Sådan ser kandidatfeltet ud

TOPKANDIDATER

Foto: Jonas Olufson.

Brian Riemer
Bold løftede tidligere på ugen sløret for, at der er dialog mellem Riemer-lejren og DBU. Fyringen i Anderlecht har åbnet døren for en karriere som landstræner. Nu er spørgsmålet om parterne kan finde hinanden i løbet af den kommende tid. For Riemer vil der helt sikkert også dukke interesse op fra store ligaer, som han skal forholde sig til. Han skal afgøre om fremtiden er som klub- eller landstræner.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Lars Knudsen
Han trådte til som nødløsning og midlertidig landstræner i september, da Morten Wieghorst blev sygemeldt. Uden erfaring med cheftræner for et seniormandskab. Han tog tjansen igen i oktober og er klar til en ny i november. Får han tilbuddet om jobbet permanent fra DBU, vil det næsten være umuligt at afvise sådan et tilbud. Han har bragt Danmark i en gunstig position og må absolut være en seriøs kandidat.

OUTSIDERNE

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Jon Dahl Tomasson
Han er i færd med at få Sverige tilbage i B-gruppen i Nations League. Han har en aftale til sommeren 2026, men kan formentlig købes fri, hvis DBU vil betale. Det er svært at forestille sig han siger nej, hvis DBU vil betale prisen for at købe ham fri.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Kent Nielsen
Europamesteren fra 1992 bør være en seriøs kandidat, men tvivlsomt om han er med i feltet helt til slut. Han har de seneste mange år i Superligaen vist, hvad han kan skabe og få ud af det, selv om Silkeborg ikke har et særligt stort budget. Han er måske lidt gammeldags i sin tankegang, men han er en mand, der skaber resultater på sin måde.

En unavngiven udlænding
Peter Møller er helt sikkert i dialog med flere udenlandske kandidater, selv om det ifølge Bolds oplysninger er en høj prioritet at få en landstræner med rødbedefarvet pas. Der kan sagtens dukke en udlænding op blandt outsiderne.

DE ER UDE

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Morten Wieghorst
Han blev indsat som landstræner, da Kasper Hjulmand stoppede i utide. Fik en chance året ud, men måtte sygemelde sig. Er nu tilbage som assistent. Han har kontrakt til sommeren 2026, men det er utænkeligt, at han bliver landstræner efter at have være sygemeldt med stress.

Foto: Glen Kirk/Ritzau Scanpix.

Thomas Frank
Med en kontrakt il 2027 og en årsløn i niveauet 50 mio. kr., er det umuligt at lokke ham til Danmark som landstræner på nuværende tidspunkt. Timingen havde været bedre om et par år. Men Peter Møller har rakt ud til ham. Og er helt naturligt blevet afvist.

Foto: Yves Hermann/Ritzau Scanpix.

Brian Priske
Han fik en treårig aftale i sommer i Feyenoord til en årlig værdi på 13-14 mio. kr. Det er bare ikke det rigtige tidspunkt nu at blive dansk landstræner.

Foto: Andreas Gora/Ritzau Scanpix.

Bo Svensson
Han har fået en forrygende start i Union Berlin og er lige gået i gang med en treårig aftale. På den måde er timingen bare ikke heldig.

Foto: Thomas Kienzle/Ritzau Scanpix.

Bo Henriksen
Hans store drøm er at blive landstræner en dag. Det har han sagt ved alle tænkelige lejligheder. Han har en aftale i Mainz til 2026, så timingen for et landstrænerjob er ikke det rigtige lige nu.

Foto: Wolfsgang Rattay/Ritzau Scanpix.

Jess Thorup
Det er én måned siden, at han forlængede kontrakten i Augsburg frem til sommeren 2026. Så i forhold til landstrænerjobbet er timingen bare helt skidt.

Foto: David Klein/Ritzau Scanpix.

Ole Gunnar Solskjær
Eftersom han aktuelt står uden job, har hans navn været oppe at vende i DBU, men det er har slet ikke ført til konkrete samtaler eller forhandlinger. Økonomisk vil afstanden mellem dem formentlig også være stor. Han har tjent godt som træner i både Cardiff og Manchester United.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Nations L. A - 5. runde

FT

DAN

1 - 2

SPA

Annonce

38 kommentarer

Se kommentarer
Annonce