Peter Langhoff har torsdag skiftet tilværelsen i Lyngby Boldklub ud med Djurgården, hvor han har sat sin signatur på en aftale frem til udgangen af 2029.
Den 22-årige dansker fortæller i forbindelse med præsentationen, at han tog en landsmand med på råd, inden han traf sin beslutning.
- Jeg ved ikke alt om DIF endnu, men jeg har talt en del med August Priske, som har fortalt meget om, hvordan det hele fungerer.
- Det var god information for mig, og jeg lærer mere hen ad vejen. Jeg ved dog, at Djurgården er en stor klub med stolte traditioner og en vinderkultur med mange titler, siger han til klubbens hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

I Djurgården kommer Langhoff blandt andet til at stifte bekendtskab med Jeppe Okkels og den tidligere Superliga-profil Mikael Andersson, hvilket han ser frem til.
- Jeg kender dem godt som spillere, men ikke personligt.
- Priske sagde, at de begge er rigtig gode fyre, så jeg tror, vi kommer til at trives godt sammen, og jeg glæder mig til at møde resten af holdet, lyder det.
August Priske blev i vinterens transfervindue solgt til Birmingham, som angiveligt betalte i omegnen af 52,5 millioner danske kroner for angriberen.

Djurgården
Allsvenskan

































