Hvordan går det med Peter Lassen?
Historien om klubmanden i Hvidovre IF blev fortalt vidt og bredt sidste sæson i Superligaen, hvor det ikke var nogen hemmelighed, at trods titlen som sportschef var arbejdsopgaverne meget mere end bare det.
Nu er Superliga-livet med fuld mediedækning hver weekend skiftede ud med den, for Hvidovre, lidt mere kendte og til dels anonyme tilværelse i NordicBet Ligaen.
Peter Lassens opgaver er mange af de samme, hvor en bustur til Vendsyssel, mad før en Kolding-kamp og andre praktiske gøremål også står som en del af opgaverne på det whiteboard, der hænger bag skrivebordet på Pro Ventilation Arena.
Den helt store forskel er, at klubben nu er blevet professionel.
Tidligere har han sagt, at med sin egen store arbejdsmængde og nærmest ene mand i Hvidovre, så forstod han ikke, hvordan sportschefer i professionelle klubber fik tiden til at gå.
Nu står han i samme sko som dem, og netop det forstår han egentlig bare endnu mindre af nu.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad de får tiden til at gå med.
- Normalt startede mine arbejdsdage klokken 8, og så gik jeg hjem 19.00 igen om aftenen stort set hver dag. Jeg møder fortsat klokken 8, men nu er dagen slut klokken 14, når alle andre går hjem.
- Jeg har en masse arbejdsting, som jeg prøver at tage mig af. Jeg trykker tøj, bestiller mad og bus, arrangerer træningslejre, finder træningsmodstandere og sådan nogle ting.
- Min dag er blevet lavet helt om, for klokken 14 er her ikke nogen mere, og der kommer ikke nogen senere. Så det skal jeg vænne mig til, siger Peter Lassen til Bold.
Skal have ny kasket på
En hel masse tid har Peter Lassen fået, nu hvor der ikke længere er kollegaer, spillere eller cheftræner Per Frandsen omkring ham om eftermiddagen.
Men han har en plan for, hvordan tiden nu skal fyldes ud.
- Det, jeg skal vænne mig til nu, er selvfølgelig at tage ud og se en masse U19-, U17-, Future League-kampe og sådan nogle ting.
- Jeg skal bruge min tid på det, lige så meget for at finde talenter. Vi har altid fået at vide, at vi tager nogle gamle spillere ind. Og det er også lidt rigtigt, så det har vi prøvet at kombinere, så vi er halvt gamle og halvt unge.
- Men nu har vi så startet en ny æra i Hvidovre Fodbold, da jeg har lavet to kontrakter med en 16-årig og en 17-årig og har fået Alexander Johansen fra Fremad Amager på 18 år.
- Vi vil godt prøve at talentudvikle mere, end vi har gjort før, fortæller sportschefen.
Nej tak til partner
Med opgraderinger følger typisk også opgaver til flere hænder.
Sådan har det ikke nødvendigvis været i Hvidovre, hvis man skal forstå Peter Lassen ret.
Derfor har han heller ikke brug for en assistent eller en sidestillet sportslig leder.
- Jeg tror ikke, jeg ville være god i det. Det ville være sundt for mig, hvis der var en hver dag, som sad og kom med idéer og sådan nogle ting.
- Det ville der ikke blive noget godt ud af, siger Lassen efterfulgt af et grin.
I den øverste ledelse i Hvidovre IF finder man og to andre, hvor Bo Knudsen er administrerende direktør, mens Kim Madsen sidder på rollen som fodbolddirektør.
Dem har Peter Lassen ofte sparring med, fortæller han.
Og ifølge ham er det rigeligt kompensation for den tid, hvor han er alene på kontoret.
Fem børn, men far for første gang
Med et arbejde, som for Peter Lassen i mange år har været den største del af livet, er familien blevet nedprioriteret.
Især da Lassen selv var aktiv fodboldspiller i 90’erne.
Han har i alt fem børn, og den dag i dag fylder familien meget for Peter Lassen, som han også har fået mere tid til i takt med Hvidovres vokseværk.
- Den mindste, som jeg har, er Mathilde. Hende bruger jeg selvfølgelig meget tid på. Det gør jeg også, fordi det er første gang, at jeg får lov til at være far.
- Med de fire andre, som er voksne, spillede jeg jo fodbold dengang. Den dag i dag har jeg et fantastisk forhold til alle mine børn. Det er jo rart.
- Jeg er også blevet morfar, og jeg er blevet farfar. Man er blevet det hele. Så jeg prøver så vidt muligt, at når de har tid, så giver jeg mig tid. Det er jo lige fra det ene med Bakken og ture til Sverige og alt muligt til at tage så meget ud med dem som muligt, fortæller en ærlig Lassen.
57-årige Peter Lassen stoppede sin aktive fodboldkarriere i år 2000 efter at have spillet for Silkeborg, AB, Frem, Hvidovre, Køge samt belgiske Eendracht Aalst i et par sæsoner.
I 2008 blev han ansat i Hvidovre IF, hvor han har været salgsdirektør, assistenttræner og nu siden 2013 sportsdirektør.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Hvidovre IF
Betinia Liga



































