Midtstopperen Rasmus Lauritsen spillede samtlige 120 minutter, da Dinamo Zagreb torsdag aften leverede en stor præstation og bankede Tottenhams stjernespækkede mandskab med 3-0 og dermed sikrede sig videre avancement til kvartfinalen i Europa League.
Den formstærke dansker har da også svært ved at forstå det historiske resultat for hovedstadsklubben, fortæller han til bold.dk.
- Det er faktisk svært at sætte ord på. Det var en fuldstændig vanvittig oplevelse. En aften man aldrig glemmer. Det var helt vildt. Det er ikke rigtig nået at sive ind endnu. Jeg tror, at jeg skal have det lidt mere på afstand for at fatte det.
- Der var god stemning i omklædningsrummet efter kampen, og vi fik nogle bajere. Vi var også ude at hilse på fansene udenfor stadion. Der var gang i den med fyrværkeri og romerlys, men det var fint at få hilst på dem. Det betyder så meget for folk hernede. Det gør det endnu større, at vi gør andre så glade ved at vinde en fodboldkamp. De går virkelig op i det.
- Men vi har allerede en vigtig kamp igen i morgen søndag, så den er der selvfølgelig fokus på. Men vi nød det igår og på selve aftenen. Det er noget, man kan se tilbage på resten af livet, at vi gjorde det. Det er kæmpestort, siger Rasmus Lauritsen.
Tottenham blev nervøse
Dinamo Zagreb gik videre med samlet 3-2 efter altså at have tabt 2-0 i London i det første opgør. Det var ellers også Premier League-gæsterne, der startede returopgøret bedst og sad på 1. halvleg uden dog at få scoret.
Derfor var stemningen stærk og optimistisk i det kroatiske omklædningsrum i pausen, fortæller Rasmus Lauritsen.
- I pausen talte vi om, at det var gået, som vi har talt om. Det var fint, at de ikke havde fået scoret, for så ville kampen være ovre. Nu skulle vi have den scoring, der kunne åbne kampen.
- Da vi så scorede til 1-0, gik det fuldstændig amok. Man kunne bare mærke, at gejsten steg helt vildt. Både på og udenfor banen. Det var næsten, som om der var tilskuere igen, fordi vores folk fra klubben jublede så meget, og vi kunne høre fansene udenfor stadion.
- Det virkerede også til, at Tottenham pludselig blev nervøse. Det kunne man mærke. Det er jo det fantastiske ved fodbold. Vi fik bare momentum. Vi havde også marginalerne med os i nogle situationer, men følelsen inde på banen var, at vi var gode og spillede en stærk kamp. Det var ikke vanvittigt tyveri, hvis du spørger mig, at vi vandt 3-0 siger han.
Sejren blev da hellere ikke dårligere af, at Rasmus Lauritsen har været glødende Arsenal-fan, siden han var en lille dreng.
- Ja, jeg har holdt med Arsenal, siden jeg var helt lille. Når man holder med et hold, holder man jo altid med dem. Da jeg var lille, var det helt ekstremt. Der betød det meget, om de eksempelvis slog Tottenham.
- Så det var helt surrealistisk at stå der lige pludselig. At det så oven i købet gik, som det gik. Det er jo bare fantastisk. Det skal man huske at sætte pris på. Det er virkelig en drengedrøm. Jeg er meget glad, siger han.
Drømmen er gået i opfyldelse
Optakten til opgøret var ellers langt fra optimal for den kroatiske klub, efter cheftræner Zoran Mamic mandag trak sig fra posten, da han er blevet idømt fire år og otte måneders fængsel for korruption.
En sag som Rasmus Lauritsen ikke har den store viden om og lyst til at kommentere på.
- Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det. Jeg fokuserer bare på at spille fodbold, og det går jo heldigvis meget godt, siger han.
Selvom kontrasterne er store sammenlignet med den danske forsvarers tidligere klubber Vejle og Norrköping, så nyder han i den grad sin nye tilværelse i Zagreb.
- Det er gået helt, som jeg havde drømt om. Det var den plan, som jeg lagde med min agent inden skiftet, og derfor det gav mening for mig. Jeg har hele tiden følt, at mine nærmeste har forstået, hvor stort det her er. Det går måske op for de fleste nu. Man ved selvfølgelig aldrig, hvordan det ser ud i fremtiden, men det er svært at klage lige nu, siger han.
Nu venter Villareal så i kvartfinalen i Europa League. Her må Dinamo Zagreb igen finde sig i at være underdogs, men sejren over Tottenham har givet blod på tanden, fortæller Lauritsen.
- Det er jo klart, at vi kommer til at være underdogs igen. Men når man lige har slået Tottenham 3-0, så tror man ret meget på sig selv. Så har man jo selvfølgelig en chance for at gå videre og slå dem ud, selvom Villareal er supergode. Vi skal have undersøgt dem nærmere, men det bliver endnu en fed udfordring, siger han.
Kvartfinalerne spilles den 8. og 15. april med første opgør i Kroatien.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Dinamo Zagreb
Europa League

































