



Shrewsbury leverede i tredje runde af FA Cup'en en stor overraskelse, da de sendte Stoke ud efter et vildt comeback, der endte 3-2.
Lørdag skulle de så gøre sig selv kunsten efter, da Premier League-holdet Wolverhampton kiggede forbi.
Efter en målløs første halvleg kom der gang i løjerne efter pausen, og det var det undertippede hjemmehold, der kunne juble efter Greg Dochertys skud til 1-0.
Scoringen tændte for alvor op under League 1-holdet, og med et kvarter igen øgede de såmænd også føringen.
Lukas Waterfall headede bolden i kassen til 2-0 efter et hjørnespark til stor jubel på det godt fyldte stadion.
Wolves reducerede med et kvarter igen, da Raul Jimenez fyrede bolden ind tæt under mål, og så var spændingen pludselig tilbage.
Dybt inde i tillægstiden udlignede Wolverhampton så til stor ærgrelse for hjemmeholdet. Matt Doherty headede bolden i kassen efter indlæg fra Adama Traore. 2-2.
Dermed skal holdene i omkamp for at finde ud af, hvem der skal videre til ottendedelsfinalen.
Dansk målmand sendt ud
Daniel Iversen vogtede buret for League 2-holdet Oldham, hvor han er på leje fra Leicester, men de måtte se sig slået af Doncaster fra League 1, der vandt 2-1.
Middlesbrough fra Championship fik kun 1-1 mod Newport fra League 2, og de skal dermed også ud i en omkamp.


Shrewsbury
Wolverhampton
Middlesbrough
Doncaster
Oldham
Newport
FA Cup






















