Leon A. om Hannover-stop: Det var voldsomt

My old man

He was a giant

When I was just a kid

I was always trying

To do everything he did

I can still remember every lesson he taught me

Growing up learning how to be like my old man

Zac Browns velsmurte countrystemme spiller ud af højtalerne på telefonen, inden opkaldet besvares, og det populære Atlanta-band bliver afbrudt af en rolig røst med østjyske undertoner.

Stemmen tilhører en af de mest passionerede midtbanekrigere i dansk fodbold gennem tiden. Leon Andreasen.

- Det er et af mine yndlingsnumre. Jeg valgte det som ventenummer, når folk ringer til mig, fordi han synger om sin far, og min den gamle er desværre syg. Så symbolikken passer godt til min egen situation. 

- Der er bare ikke så meget at gøre ved det. Lortekræft. Det er både lunge- og lymfekræft, så han har været gennem den helt store tur. Men han er heldigvis positiv, og han er umiddelbart okay, så det er fint. Men det er sgu hårdt, og der er lidt langt til de gamle i Hammel engang imellem, siger han til bold.dk.

Mærkelig afsked med Hannover

36-årige Leon Andreasen bor selv knap 500 kilometer væk - i Hannover. Her har han boet i snart 11 år. Et kort, mislykket ophold i London hos Championship-klubben Fulham sendte ham til den nordtyske by i jagten på fast spilletid. Det fandt han, og lige siden har det været hans faste base.

Der har været stille omkring den hårdtarbejdende østjyde, siden hans kontrakt med Hannover 96 udløb i sommeren 2016, og han uofficielt lagde støvlerne på hylden.

Men nu sætter Leon Andreasen for første gang ord på sit karrierestop for knap treethalvt år siden.

- Min kontrakt med Hannover udløb, og så valgt jeg egentlig bare at stoppe. Det var min egen beslutning. Jeg havde lyst til at tage en pause, og så kom jeg bare aldrig tilbage. Min fod trængte også til en pause. 

- Jeg kunne formentligt godt være skiftet til Mainz eller Darmstadt, men det blev kun ved løs snak. Det blev aldrig rigtig konkret. Jeg havde også bare lyst til at koncentrere mig om mit tøjfirma og min søn, som bor her i Hannover med min eks. Hvis jeg skulle skifte til en anden klub, så skulle jeg væk fra ham, og det kunne jeg ikke lige overskue. 

- Så jeg stoppede bare der i 2016, uden at nogen vidste det. Jeg havde ikke brug for at fortælle en helt masse om, at jeg var stoppet. Jeg vidste jo heller ikke, om det bare blev en pause, siger Leon Andreasen.

Leon Andreasen med sin søn Luis. (Foto: Getty Images)

Afskeden med Hannover blev dog langt fra, som han havde drømt om efter mere end syv år i den tyske traditionsklub, som endte med at rykke ud af Bundesligaen den sommer.

- Jeg var virkelig træt af den måde, som den nye træner Daniel Stendel smed mig ud på. Han var ret ung og var kommet op gennem ungdomsafdelingen i klubben. Det var, efter at jeg havde fået beskeden fra ham, om at han ikke ville arbejde med os ældre spillere, at jeg traf beslutningen om at stoppe. Jeg har ikke noget problem med en træner, som siger, at han vil se andre spilleres vej, men måden han gjorde det på og håndterede det på, var bare helt hen i vejret. 

- Det var lige efter den sidste kamp i sæsonen mod Bayern München. Vi stod og krammede hinanden farvel og skulle til at på ferie. Jeg havde min søn på armen, og pludselig kalder han mig ind på hans kontor og fortæller mig, at døren er lukket. Jeg spørger,  hvad han mener med, at døren er lukket, for jeg havde forhandlet en etårig forlængelse på plads med sportsdirektøren. Alt var på plads. Den skulle bare underskrives. Det var aftalen. Døren er lukket, siger han så bare igen. Det var så det efter næsten otte år i klubben. Så bliver man bare kaldt ind på sin sidste dag og får beskeden: kan du have det godt. Jeg var helt i chok.

Leon Andreasen var dog langt fra alene om at modtage en sådan besked efter den skuffende sæson. Klubbens daværende anfører, Christian Schulz, fik samme melding efter ni år og 285 kampe for Hannover 96.

- Jeg kan huske, da jeg gik ud af døren efter at have fået besked, så stak Daniel Stendel sit store hoved ud: kan du ikke også lige kalde Schulz herind? Han var vores rutinerede anfører og fik bare samme besked. Der manglede simpelthen noget respekt. Han kunne have kigget mig i øjnene og sagt, at han ville arbejde i en anden retning, men jeg stod bare tilbage med ingenting. Jeg havde forhandlet min forlængelse på plads, og så ødelagde han bare det hele. Det har jeg svært ved at forstå, siger Leon Andreasen og fortsætter:

- Da jeg sad i bilen på vejen hjem, tænkte jeg bare, hvad fanden der foregik her. Så ringede Schulz, imens jeg sad i bilen, og det endte med, at vi bare begyndte at grine over, hvor sygt det var. Der var intet menneskeligt i ham. Han var bare iskold. Man taler ofte om, at fodboldverdenen er hård og fuld af politik. Det fik jeg at mærke på den hårde måde.

To uger senere modtog Leon Andreasen et opkald fra en noget forvirret klubpræsident, fortæller han.

- Der havde han først lige fået det at vide. At jeg var stoppet i klubben. Så vildt var det. Han spurgte bare, hvad der foregik, og så kunne jeg jo forklare ham, at jeg var blevet smidt ud sammen med Schulz. Det vidste han ikke. Det var voldsomt. Vi fik ingen afsked eller lov til at sige tak. Det var heller ikke, fordi de sagde tak til os. Der kom bare en ung idiot og sagde farvel. Han var helt væk. Jeg var sgu ret rystet.

Leon Andreasen og Christian Schulz taler med deres daværende træner, Thomas Schaaf, under hans første træning for klubben. (Foto: Getty Images)

Et par måneder senere fik Leon Andreasen dog sin afsked med de mange fans, som havde den danske kriger blandt favoritterne i klubben.

- Klubben ringede igen et par måneder senere. De spurgte, om jeg havde lyst til at komme på stadion og få blomster og et plastik-ur. Jeg sagde selvfølgelig ja, for jeg ville jo gerne ud og sige farvel til fansene. Jeg var jo heller ikke sur på klubben. Det var ikke deres skyld. Jeg kunne have brokket mig i medierne, men det gad jeg ikke. Det gjorde Schulz. Han kunne ikke holde det i sig. Han skulle ud og kaste lidt op i aviserne.

- Men jeg har intet problem med klubben. Jeg har et problem med Daniel Stendel, for sådan skal man ikke behandle andre mennesker. Jeg fik ingen mulighed for at forberede mig og indstille mig på en ny tilværelse. Jeg ville virkelig gerne have haft den besked noget før. Det pissede mig af. Jeg kunne dog godt klare det, men det kunne have ødelagt meget for mere følsomme mennesker. Jeg har prøvet en masse ting i mit liv, så jeg er hærdet. Men andre kunne nemt være faldet ned i et sort hul, siger Leon Andreasen og fortsætter:

- Mange fodboldspillere får problemer, når karrieren er slut, og det forstår jeg virkelig godt. Jeg kunne godt selv mærke det lidt. Man står bare pludselig alene med det hele. Der burde være meget mere hjælp i slutningen af ens karriere. 

- Jeg havde heldigvis mit tøjfirma i baghånden, så jeg kom jo hurtigt i gang med noget andet. Det var vigtigt for mig, for hvis man bare stopper, så kan jeg godt forstå, at man får problemer. 

- Efter i 15 år bare at være stået op og skulle til fodboldtræning eller kamp, så får du bare sådan en besked og pludselig har du ingenting at stå op til. Jeg forstår godt, at mange for eksempel begynder at drikke. 

- Jeg ved ikke, hvordan jeg havde reageret, hvis jeg ikke havde haft mit firma i baghånden. Så var jeg nok blevet nødt til at flyve et sted hen i måned og drikke mig fuld for at få det hele lidt på afstand. Det er en virkelig mærkelig følelse, når det bare er slut.

Her er danskeren i duel med Evertons Joleon Lescott. (Foto: Getty Images)

Skadeshelvede ødelagde meget

Leon Andreasen ser dog tilbage på tiden i Hannover 96, som noget af det bedste i karrieren sammen med de 109 kampe for hjerteklubben AGF og de 20 landskampe under Morten Olsen.

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne fra første kamp, at hans ophold i Hannover skulle blive en stor succes efter skiftet fra Fulham.

I debutkampen mod Energie Cottbus i Bundesligaen blev han udvist efter 67 minutter, da en hård tackling på Atan Cagdas udløste det andet gule kort på blot 13 minutter, og Hannover endte med at tabe 3-1.

Leon Andreasen kom dog stærkt tilbage og fik hurtigt vist de tyske fans, hvad den stærke fighter med det knastørre højreben havde at byde på. Når han var skadesfri vel at mærke.

Leon Andreasen bliver udvist i sin debut for Hannover 96. (Foto: Getty Images)

Historien om Leon Andreasens tid i Hannover er nemlig også historien om et sandt skadeshelvede. Særligt slemt var det i forsommeren 2010, hvor han fik en lyskeskade, som endte med at holde ham ude i mere end to år. Forinden havde problemer i hofte- og lyskeregionen holdt ham ude i ni måneder, og han nåede blot syv kampe inden den nye lyskeskade.

Danskeren fik comeback i Europa League-kvalifikationen i august 2012 mod irske St. Patrick´s Athletic, og det blev et spektakulært et af slagsen. Efter blot seks minutter på banen på Richmond Park hamrede Leon Andreasen Hannover 96 foran med en drømmescoring. Hannover vandt kampen 3-0 og endte med at kvalificere sig til Europa League.

- Det var en helt vild følelse. Jeg havde været skadet i 28 måneder med min lyske, da jeg kom tilbage, og så scorede jeg efter seks minutter. Det er svært at beskrive. Jeg så et par interviews med nogle af vores fans efter kampen, og de var jo nærmest i tvivl om, hvem det var, der rendte rundt inde på midten og scorede, fordi jeg havde været ude i så lang tid, siger Leon Andreasen og fortsætter:

- Jeg har jo generet været alt for meget skadet. Jeg har mistet over tre år af min fodboldkarriere på at være skadet. Det er alt for meget. Det var virkelig en sløj omgang, og det har været rigtig, rigtig hårdt. Men jeg har heldigvis altid været ret god til at komme ud af det ved bare at være kun mig og være alene. Hvis man er typen, der hele tiden har brug for at have en ved sin side, så havde det været virkelig hårdt. Måske næsten umuligt.

Leon Andreasen bliver hyldet af en gruppe kvindelige fans under Bundesliga-kampen mod Schalke 04 i august 2012 efter mere end to års skadeshelvede. (Foto: Getty Images)

Efter det flotte comeback blev det dog kun til nogle få kampe, inden den uheldige dansker igen blev ramt af en skade. Denne gang røg korsbåndet, og så var sæsonen ødelagt, før den overhovedet var kommet i gang.

Leon Andreasen spillede sin sidste kamp for Hannover 96 den 19. december 2015 på et udsolgt HDI-Arena mod Bayern München. Her fik hjemmepublikummet for sidste gang lov at se danskeren formidable hovedspil, da han var tæt på at bringe Hannover foran efter syv minutter, men Manuel Neuer fik viftet hovedstødet op på overliggeren.

I stedet scorede udeholdets Thomas Müller kampens eneste mål, og Leon Andreasen blev skiftet ud efter 69 minutter, og den sidste halvsæson i Hannover blev ødelagt af en ankelskade og dertilhørende operation.

En af danskerens helt store forcer var hans formidable hovedspil. (Foto: Getty Images)

Holdkammerat begik selvmord

Men selvom tiden i Hannover har budt på næsten umenneskelig modgang med de mange skader, så står én episode, som noget af det hårdeste, Leon Andreasen har oplevet.

Den 10. november 2009 blev Leon Andreasen ringet op af sin nabo. Han havde lige set på tv, at danskerens holdkammerat, den tyske landsholdsmålmand Robert Enke, havde begået selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.

- Det var så voldsomt med hans selvmord. Ingen vidste, at han var syg. Jeg spillede altid bordtennis med ham efter træning. Han var verdens mest stille og rolige mand, og så var han jo bare en fandens god målmand. 

- Det var helt surrealistisk at blive ringet op af min nabo. Det kom jo i fjernsynet, før mange i klubben vidste det. Klubben ringede så lidt bagefter og sagde, at vi skulle skynde os ud på stadion, fortæller Leon Andreasen og fortsætter:

- Så samledes vi i omklædningsrummet. Alle var der. Spillere, trænere og præsidenten. Folk sad bare og tudede løs. Vi vidste jo ikke, hvad der foregik. Der blev hentet nogle øl ind, og så sad vi der og mindedes ham i nogle timer, inden vi kørte hjem igen.

Robert Enkes kiste bliver båret ud fra HDI-Arena. (Foto: Getty Images)

Robert Enkes efterladte hustru, Teresa Enke, holdt dagen efter et pressemøde, hvor hun sammen med hans psykolog, Dr. Valentin Markser, fortalte, at den 32-årige målmand i årevis havde kæmpet med angstanfald og depression og som til sidst havde fået ham til at tage sit eget liv.

Nogle dage senere blev der afholdt mindeceremoni for Robert Enke på HDI-Arena efter Teresa Enkes ønske.

- Den mindeceremoni på stadion var noget mærkeligt noget. Det var virkelig en hård omgang. Jeg troede, at vi skulle sidde og høre taler og sange, men pludselig blev vi spillere bedt om at gå ud på banen. Her stod Roberts kiste i midtercirklen. Så skulle vi stå i en cirkel rundt om kisten, imens de kom ind og samlede kisten op og bar den væk. 

- Det var altså ikke særligt sjovt, men det var klubbens og konens ønske, at vi skulle tage afsked med ham sådan. Så det gjorde vi selvfølgelig, siger Leon Andreasen.

Han hjælper fortsat til i Hannover, hvor han bidrager til klubbens fodboldskole, når tiden er til det.

- For nogle år manglede Hannover et ansigt til deres fodboldskole, så de spurgte, om jeg ville ansættes og arbejde med det. Men jeg kunne ikke få det til at passe med mit tøjfirma, selvom jeg elsker at arbejde med børn og fodbold. Så nu hjælper jeg bare til med fodboldskolen, når jeg har tid. Men det er desværre ikke så meget, som jeg gerne ville. Jeg har jo også min egen søn at tage mig af og som jeg gerne vil bruge en masse tid sammen med, siger han.

Læs med igen i morgen på bold.dk, hvor den tidligere landsholdsspiller fortæller om sin nye tilværelse i Hannover samt hvorfor det aldrig blev til et comeback i AGF-trøjen.

Leon Andreasen nåede 97 førsteholdskampe for Hannover 96. (Foto: Getty Images)