Lukas Lerager har fået fremtiden på plads.
Som Bold tidligere kunne løfte sløret for, går turen til polsk fodbold for midtbanespillerens vedkommende. Her har han skrevet under på en aftale med Widzew Lodz.
Lerager skifter til klubben fra FC København, som han forlader ved årsskiftet ved kontraktudløb.
Der har været stor interesse for Lerager, men valget faldt på den polske klub grundet flere ting, fortæller Lerager nu.
- Jeg er glad for at have skrevet kontrakt med Widzew. Når man skifter klub efter så mange år, tænker man på det næste skridt. Det var meget vigtigt for mig at komme til et hold, jeg gerne ville spille for.
- Jeg så Widzews ambitioner og fællesskabet bag dem. Jeg er glad for at fortsætte min karriere her, siger Lukas Lerager til klubbens hjemmeside.
Nu er Lerager klar til at tage arbejdshandskerne på i Polen.
Han kommer derfor med en smagsprøve på, hvad Widzew Lodz' fans kan se frem til.
- Jeg giver aldrig op, jeg spiller altid for mine holdkammerater. Jeg har masser af energi, jeg er en boks-til-boks midtbanespiller. Jeg kommunikerer godt med både holdet og træneren, så jeg kan viderebringe hans feedback til de andre spillere.
- Jeg håber, jeg kan implementere dette hos Widzew også, hvilket vil hjælpe os med at vinde kampe, for det er det vigtigste.
Lukas Lerager har skrevet under på en aftale til 2028.

Widzew Lodz
Ekstraklasa

















