Søren Lerby stopper som fodboldagent.
Det skriver den tidligere landsholdsspiller på sin personlige LinkedIn-profil.
I samme ombæring oplyser Lerby, at han har overdraget firmaet Essel Sports Management, som han selv stiftede, til sine partnere.
- Efter mere end 25 år er jeg stolt over at kunne annoncere, at jeg har overdraget firmaet Essel Sports Management, som jeg stiftede, og som jeg har ledet i mange år.
- Det har altid været en stor fornøjelse for mig at styre firmaet, og jeg har aldrig oplevet det som et arbejde.
- Jeg vil gerne takke alle spillere, forældre, klubber, partnere og stabsmedlemmer for en fantastisk periode i mit liv, og jeg ønsker dem alle sammen held og lykke i fremtiden og karrieren.
- Fodbold er og bliver min profession og passion, så jeg glæder mig til en ny udfordring inden for denne sport, og jeg er sikker på, at vi alle mødes igen, afslutter Lerby.
64-årige Søren Lerby konkretiserer ikke, hvad den nye udfordring indenfor fodboldbranchen helt specifikt er.
bold.dk har været i kontakt med Lerby, der oplyser, at han endnu ikke kan fortælle om sit næste eventyr.
Agenten har haft klienter som Viktor Fischer, Christian Nørgaard, Pierre-Emile Højbjerg, Joachim Andersen, Thomas Vermaelen, Toby Alderweireld, Rafael van der Vaart, Wesley Sneijder og Dries Mertens.

































