


Jonas Lössl startede på mål for Mainz, som torsdag aften gæstede Anderlecht i fjerde runde af Europa League. Begge hold stod inden opgøret med fem point, ligesom det i øvrigt var tilfældet for Saint-Etienne, som var på besøg hos Qabala i gruppe C.
Der var dermed masser at spille for i torsdagens Europa League-opgør.
Ikke desto mindre fik Jonas Lössl og Mainz en dårlig start på kampen. Efter bare ni minutter nettede Anderlecht til 1-0, da Nicolae Stanciu sendte bolden i kassen - og her så Jonas Lössl altså ikke synderligt godt ud.
Nicolae Stanciu tog et pænt rush frem ad den ene kant og smækkede til bolden langt, langt ude fra i en spids vinkel. Jonas Lössl fejlfortolkede og var på vej ud i feltet for at hive et indlæg ned - i stedet skruede bolden i mål.
Mainz fik dog slået tilbage bare seks minutter senere. Pablo De Blasis sørgede for at bringe balance i regnskabet. Men Nicolae Stanciu havde mål i støvlerne torsdag aften. Fire minutter før pausefløjt passerede han Jonas Lössl til en pausestilling på 2-1 til Anderlecht.
Nedturen fortsatte i anden halvleg for Mainz. Efter 62 minutters spil var Youri Tielemans på spil for belgierne, da han sendte bolden i kassen til 3-1 på et langskud, som Lössl lige nøjagtig ikke nåede ud til.
I de allersidste minutter af kampen gik Anderlecht målamok. På få minutter scorede belgierne tre kasser og snuppede dermed en storsejr på 6-1. Med sejren indtager Anderlecht nu førstepladsen i Europa Leagues gruppe C.
Saint-Etienne var som sagt på besøg hos Qabala, og fransmændene tog en 2-1-sejr med hjem. Det var ellers aserbajdsjanerne, der bragte sig foran efter 39 minutters spil på mål af Ruslan Gorbanov.
Kort før pausen fik Oussama Tannane dog udlignet, og kort inde i anden halvleg bragte Robert Beric Saint-Etienne foran 2-1, hvilket også endte med at blive kampens resultat.


Saint Etienne
Mainz 05
Anderlecht
FK Qabala
Europa League

































