Jonas Lössls Huddersfield hentede forleden den 37-årige tidligere engelske landsholdskeeper Robert Green i Leeds, og dermed har danskeren fået sig en ny konkurrent.
Men efter en fremragende start og tre clean sheets er 28-årige Lössl positivt stemt over for Greens ankomst.
- Jeg er meget positivt stemt over hans ankomst. Klubben har informeret mig om det, og de har givet udtryk for, at han i første omgang er hentet som backup for mig. De er glade for mine præstationer og min tilgang til tingene, siger Lössl til bold.dk og tilføjer:
- Jeg ser det egentligt kun som en stor fordel for mig og for klubben. Han har meget med i bagagen. Og som nyoprykker og underdogs uden den store erfaring kan det blive meget brugbart for os. Lige nu er vi godt kørende, men der kommer formentligt hårdere tider i løbet af sæsonen.
Lössl er ikke overrasket over, at Huddersfield trods den gode start har valgt at hente en ny keeper.
- Jeg har ikke vidst, at det ville ske, men jeg har været bevidst om, at det kunne ske. Vi har haft en dygtig andenmålmand i Joel Coleman, så jeg vidste ikke, at de ville gøre det nu. Men heldigvis har jeg jo fået lov at spille og har slået mit navn fast, så det er et godt tidspunkt, at det sker på, siger Lössl, der har et begrænset kendskab til sin nye kollega:
- Jeg så ham ved VM 2010. Jeg ved, han har spillet for England, og jeg kender hans CV. Derudover kender jeg ham ikke endnu. Men jeg har hørt, at han er en sympatisk fyr, der vil passe godt ind hos os.
Mainz-ejede Lössl er i Huddersfield på en etårig lejeaftale. Green har ligeledes lavet en etårig aftale.
mikael@bold.dk


Huddersfield
Premier League































