2025-10-23 13:45:00

Lønstrup udelukker straffeekspedition: Stiller det bedste hold

Christian Lønstrup har ingen betænkeligheder ved at bruge Adrian Justinussen mod AC Horsens om en måned, selvom færingen skifter til den østjyske klub fra årsskiftet. Hillerød-cheftræneren forstår godt, hvorfor angriberen har valgt at sige farvel og sender ham videre med et stort skulderklap.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 14. runde

FT

HOB

1 - 2

HIL

I Hillerød kalder de Adrian Justinussen for 'Adi'.

Og der venter 'Adi' et særligt opgør om en måned fra nu, når AC Horsens er modstanderen i årets næstsidste kamp.

For det er ikke bare et opgør mellem to af topholdene i 1. division. Det er også et møde med Hillerød-topscorerens kommende og nye arbejdsgiver - bare 39 dage inden han officielt skifter.

Men chefen, der i sidste ende bestemmer, om Justinussen skal spille den kamp eller ej, er absolut ikke i tvivl.

- Det er sjovt. Det er der mange, der spørger mig om. Jackie Rasmussen (Hillerøds direktør, red.) har også spurgt mig om det. Om han skal spille den kamp, siger Christian Lønstrup til Bold og fortsætter:

- Jeg er sådan indrettet, at jeg spiller med det bedste hold, jeg har til rådighed på dagen. Det er klart, at hvis 'Adi' har et eller andet behov for ikke at spille den, så må vi jo kigge på det, men vi vil jo gøre alt for at slå Horsens, og det er som udgangspunkt med Adrian i vores startopstilling, så det er ikke så stort et tema for mig. 

- Mine spillere ved godt, at selvom de forlader os, ser de ikke ind i en straffeekspedition. Tværtimod. Det kunne være en rigtig god afsked. Han har også vist, at han spiller godt og scorer mål, efter at skiftet er blevet offentliggjort. Han er måske vores vigtigste spiller i øjeblikket. 

- Så han har bestemt ikke vist, at han har givet op på os, så der er ingen indikationer, der viser, at jeg ikke skal bruge ham mod Horsens.

Artiklen fortsætter efter billedet

Betinia Liga -Lønstrup udelukker straffeekspedition: Stiller det bedste hold
Foto: Nicolai Berthelsen/Gonzalesphoto/Ritzau Scanpix

Forståelse for bevæggrundene 
Den 3. oktober kom det frem, at Adrian Justinussen bytter Hillerød Fodbold ud med AC Horsens fra årsskiftet på en fri transfer. 

Den færøske bomber har i 2,5 sæson scoret mål på samlebånd for den fremadstormende sjællandske klub, og nu var tiden inde til at sige farvel. 

- Vi har i en længere periode gerne villet forlænge hans aftale, men vi har også indset, at det sgu var svært, fortæller Christian Lønstrup.

Cheftræneren kan godt sætte sig ind i, hvorfor Justinussen har valgt at tage hul på et nyt kapitel i karrieren.

- Jeg forstår hans bevæggrunde, når man kigger på hans alder, og at han skal ud og tjene nogle penge, så jeg forstår godt, man skal videre i systemet. 'Adi' er grundlæggende et godt menneske, og når man er det i vores system, ligesom Sebastian Pingel og Monday Etim var, så er der ikke nogle hard feelings fra os.

- Hvis de en dag finder ud af, at de gerne vil tilbage, så er vores døre åbne big time. Vi smækker ikke med dørene her.

Foto: Hillerød Fodbold Elite

Lønstrup: Han minder mig om Lars Højer
Selvom Hillerød ikke tjener penge på afskeden med Adrian Justinussen, beskriver casen i virkeligheden meget godt, hvad klubben vil. 

At ramme plet i rekrutteringen af ukendte spillere, bygge dem op og sende dem videre, hvilket salgene af Sebastian Pingel og Monday Etim også understregede.

Justinussen skiftede til Hillerød i januar 2024 fra HB Tórshavn. Færingen kom til på et tidspunkt, hvor 1. divisionsklubben var i gang med at avancere på deres sportslige rejse. 

Lønstrup investerede mange timer i at se video af angriberens præstationer for HB Tórshavn, som han lavede 94 mål og 44 assists for i små 250 kampe, men det var først under et prøveophold, at cheftræneren virkelig fik smag for Justinussen. At han besad noget unikt. 

- Lige siden har han jo ikke set sig tilbage.

- Jeg kan huske, at jeg talte med ham om målsætninger på kort og lang bane, da han kom til. Han ville til Danmark for at slå sit navn fast, score mål, komme tættere på A-landsholdet og måske senere skifte til en større klub, hvor han kunne tjene nogle flere penge.

- Alle de ambitioner har han nået, og jeg har egentlig undret mig over, at der ikke har været flere klubber, der har budt ind på ham tidligere.

Hillerød Fodbold Elite

Hvorfor tror du, det har været sådan? 

- Jeg tror, at det ret hurtigt er blevet et tema, at han er isoleret på de ting, han er rigtig god til. Skud på mål og oplæg. Han minder mig faktisk om Lars Højer. Snakken gik altid på, hvor god Lars var til at sparke til en bold, men man glemte alt det andet, han var god til. 

- Når klubber har kigget på 'Adi', tror jeg, de har tænkt, at han er god til nogle få ting, men at der har været nogle mangler i åbent spil, og det har vi selvfølgelig arbejdet på. 

- Han har været en kæmpe gevinst for os, og hans tal taler fuldstændig for sig selv. 

- Jeg kommer virkelig til at savne ham.

Adrian Justinussen har spillet 60 kampe for Hillerød og scoret 33 mål.

Podcast Cover

Leicester: Fra mester til League one på ti år

Hattrick | Afsnit 66

Leicester er i frit fald. Ti år efter det historiske mesterskab er klubben nu rykket ned i den tredjebedste række. Hvad i alverden er der gået galt?

Læs mere
-18:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 14. runde

FT

HOB

1 - 2

HIL

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce