Huddersfield købte for godt et år siden lejesvenden Jonas Lössl fri af Mainz og udstyrede ham med en permanent aftale.
Huddersfield meddelte dengang ikke, hvor lang aftalen var, men Lössl bekræfter nu over for bold.dk, at han har udløb til sommer. Og alt peger på et farvel til Premier League-bundproppen.
- Jeg har ikke hørt fra klubben siden sidste sæson, så jeg regner med, at det er slut. Jeg er afklaret med, at jeg skal et andet sted hen, men jeg prøver ikke at spekulere for meget på det.
- Jeg forsøger at holde al min fokus på Huddersfield og på at slutte godt af i klubben. Vi er i en meget svær situation, jeg vil gerne ære de gode minder, jeg har i Huddersfield, siger Lössl til bold.dk og tilføjer:
- Jeg vil have det forfærdelig med det, hvis mine tanker var et andet sted, og hvis jeg følte, at jeg ikke havde gjort det godt nok. Jeg koncentrerer mig om at få sluttet ordentligt af.
Smigret af franske storklubber
Daily Mail meldte forleden Marseille og Monaco interesserede i Lössl.
- Jeg så godt rygterne, og Monaco og Marseille er to kæmpe klubber, så det tager jeg som et kæmpe cadeau. Men personligt har jeg ikke selv hørt noget.
- Jeg har et godt CV efterhånden, og jeg ved godt, at det kaster interesse af sig, men lige nu tager mine agenter sig af det. Jeg holder det på et minimum, så jeg kan holde fokus på at være i Huddersfield.
Lössl har tidligere spillet Bundesliga og Ligue 1, og selv om han gerne drømmer, så lukker han ingen døre.
- Premier League har altid været min drøm, men det kunne også være fedt at komme tilbage til Frankrig. Eller prøve en af de to andre helt store ligaer (Serie A og La Liga, red).
- Jeg udelukker ingenting, og sammen med min familie er jeg klar til at se på alt, hvad der kommer. Men lige nu handler det primært om de seks og en halv uge, jeg har tilbage i Huddersfield, når jeg vender tilbage fra landskampspausen.
Lössl har spillet 55 af 59 mulige Premier League-kampe i Huddersfield-trøjen.
mikael@bold.dk


Huddersfield
Premier League




















