John 'Faxe' Jensen, Sebastian Sværd og Nicklas Bendtner er de tre danskere, som har formået at spille officielle kampe for Arsenal.
Men i London-klubben regner man med, at der inden for de kommende år kan komme et nyt navn på 'danskerlisten'.
18-årige Lucas Martin Nygaard har kun været en Gunner i en enkelt sæson, men her har den danske keeper imponeret i kampe i Premier League 2 og Youth League for Arsenals talenter.
Derfor skal målmandstalentet allerede nu tage et nyt skridt i sin fodboldrejse, da Arsenal har store planer for Nygaard.
- Planen er, at jeg skal udlejes i næste sæson, hvilket jeg rigtig gerne vil, så jeg kan få førsteholdserfaring og spille noget voksenfodbold.
- Det er noget, vi har snakket om løbende hen over det sidste halve års tid. Jeg vil rigtig gerne, og det er også noget, de rigtig gerne vil, siger Lucas Martin Nygaard til Bold.
Spændende sommer i vente
Lucas Martin Nygaard har netop gennem de seneste måneder været i dialog med Arsenal om et muligt lejeophold, da det nok bliver svært at vippe David Raya af pinden i Premier League inden for den nærmeste fremtid.
Nygaard er dog ikke den eneste danske keeper, som har stået i den situation i engelsk fodbold.
Kasper Schmeichel oplevede det samme i Manchester City, hvor den nuværende landsholdskeeper blev udlejet til et hav af klubber i Storbritannien.
Her har Nygaard og Arsenal dog en anden plan.
- Jeg kunne godt tænke mig at komme tilbage til Danmark. Den danske 1. division vil jo være rigtig fed.
- Jeg føler mig personligt klar til det. Det vil være så lærerigt, hvis jeg kunne spille en sæson i 1. division.
- Der er så mange spillere i England, som skal finde en lejeaftale specielt nu her til sommer, så jeg kunne rigtig godt tænke mig at komme til Danmark.
Nygaard skal derfor inden længe tage et vigtigt valg sammen med Arsenal.
Men det kommer dog på et rigtig godt tidspunkt, da Nygaard kan blive "udstillet" i Rumænien i forbindelse med sommerens U19-EM.
- Jeg håber, at jeg kan komme til EM og spille nogle gode kampe, siger danskeren, som skal tage sin form fra Arsenal med ind i landsholdslejren.
- Nu har jeg selvfølgelig været lidt skadet i sæsonen, men jeg har spillet en del kampe på U23 nu og gjort det godt, siger Lucas Martin Nygaard til Bold.
18-årige Lucas Martin Nygaard har en fortid i FC Nordsjælland.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Arsenal
Premier League

































