

Ludogorets skulle torsdag aften forsøge at udnytte FC Nordsjællands pointtab mod Spartak Trnava.
Opgaven var en hjemmekamp mod Fenerbahce, som på forhånd var tophold i Conference Leagues Gruppe H.
Ludogorets var på forhånd nummer tre i puljen, men med en sejr kunne de spille sig bare et enkelt point bag FC Nordsjælland på andenpladsen.
Opgøret blev åbnet med et brag.
18 minutter inde tog Ludogorets-midtbanespilleren Jakub Piotrowski chancen fra distancen, og så smaskede han bolden helt op i det korte hjørne med et hårdt spark.
Artiklen fortsætter efter billedet

Der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, derfor gik Ludogorets til pause med en 1-0-føring.
Fenerbahce havde generelt svært ved at spille sig igennem til de helt store muligheder, men ti minutter inde i anden halvleg var Michy Batshuayi tæt på en udligning. Den belgiske angriber måtte dog se sit forsøg tage overliggeren.
Det lignede længe en 1-0-sejr til hjemmeholdet, men i tillægstiden blev det til yderligere et mål.
Rwan Seco samlede en løs bold op i feltet, og så scorede han sikkert til slutresultatet 2-0.
Resultatet betyder, at Fenerbahce fortsat topper Gruppe H med ni point. FC Nordsjælland er nummer to med syv point, mens Ludogorets er lige efter med seks point. Spartak Trnava har udspillet sin rolle i puljen.

Ludogorets
Fenerbahce
Conference League
























