EM -Luxembourg-dansker om nedsabling: 0-9 er katastrofalt
Foto: Amel Emric/Reuters/Ritzau Scanpix
2023-09-13 06:00:00
Foto: Amel Emric/Reuters/Ritzau Scanpix

Luxembourg-dansker om nedsabling: 0-9 er katastrofalt

Den luxembourgske landsholdsspiller med dansk pas Mathias Flaga Olesen er ærgerlig over, at det endte med det store nederlag til Portugal mandag aften, da holdet har præsteret utrolig godt i EM-kvalifikationen. bold.dk har taget en snak med midtbanespilleren.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Luxembourg har været en af de store overraskelser ved denne EM-kvalifikation, men mandag blev de ellers gode præstationer overskygget af en meget mørk sky.

For den lille nation med godt 640.000 indbyggere mødte overmagten fra Portugal og blev sendt hjem med et knusende nederlag på hele 0-9, og de luxembourgske spillere kan se en målscore på 7:16 efter fire kampe, hvoraf 15 af målene er lukket ind over to kampe mod Portugal.

Mathias Flaga Olesen, der har dansk og luxembourgsk pas, optræder som regel på det luxembourgske landshold, men i sejren på 3-1 over Island fik midtbanespilleren en muskelskade.

Derfor var han ikke at finde på holdkortet i Portugal, men han fulgte naturligvis med hjemmefra og mener ikke, at man så det rigtige hold på banen.

- Det gik rigtig meget galt. Mod Portugal faldt det, vi havde opbygget, fra hinanden, fortæller han til bold.dk og fortsætter.

- Det var meget fjernt fra det, vi havde præsteret i de seneste kampe. Det viste også, at vi nok har et bundniveau, som ikke er godt. Vi er bare nødt til at være der 100 procent for at få noget med fra alle kampe, når vi er Luxembourg.

- Vi havde ikke regnet med at få noget med hjem fra Portugal, men vi håbede selvfølgelig på det. At tabe 0-9 er jo katastrofalt og til dels pinligt.

I første opgør mod Portugal i kvalifikationen blev det til et 0-6-nederlag tilbage i marts måned.

Kollektivet driver værket

Ser man bort fra det store nederlag, går det godt for Luxembourg i EM-kvalifikationen. Ti point er det blevet til efter de første seks kampe, og landet indtager tredjepladsen i gruppen blot tre point fra Slovakiet på andenpladsen.

Derfor er der også meget positivt at tage med fra endnu en god landsholdssamling, mener Olesen.

- Pointmæssigt er det meget tilfredsstillende, hvis man ser bort fra målscoren. Vi er glade og stolte over de resultater, vi har fået indtil nu.

Men hvad er det, der pludselig fungerer så godt for Luxembourg, som mange nok ikke havde regnet med skulle spille med om en EM-billet?

- Vi har et godt hold og et godt kollektiv. Vi kommer alle godt ud af det med hinanden. Rigtig mange kender hinanden i Luxembourg, fordi det ikke er så stort et land.

- Der er for eksempel to til den her samling, som jeg kender helt fra U12, så jeg tror, at man har et andet fællesskab end andre nationer, fordi man kender hinanden, fra man var helt små, og vi har stor respekt for hinanden, hvilket viser sig i kampene, siger FC Köln-spilleren, der understreger, at der sker en stor udvikling i luxembourgsk fodbold for tiden.

Euforisk stemning og drømmen om EM

I Danmark skete der virkelig noget på fansiden, da holdet begyndte at vinde fodboldkampe, hvilket nu kan ses med et fyldt Parken til hver landskamp og en masse rejsende fans til udekampene.

Det er heller ikke anderledes i Luxembourg, hvor landsholdsspillerne virkelig mærker, at der begynder at ske noget sammenligneligt.

- Der er kommet en eufori omkring landsholdet, og i de seneste kampe har der været udsolgt på stadionet. 

- Derudover var der rejst 400 fans til kampen i Portugal, som desværre endte med at blive en katastrofe for dem også, men det viser bare, at der er sket en udvikling på fansiden, og at kulturen i Luxembourg er ved at ændre sig omkring fodbold.

Selvom det ikke endte med den store triumf i Portugal, venter der stadig store kampe i oktober måned, hvor især det ene opgør kan gå hen og blive en mindeværdig kamp, konstaterer Mathias Flaga Olesen. 

- De to næste kampe er ekstremt vigtige, først med Island på en svær udebane og efterfølgende Slovakiet hjemme, som nok bliver den vigtigste landskamp nogensinde for mange spillere.

Gode resultater skal der til i de sidste fire kampe i kvalifikationen, før Luxembourg kan booke billet EM-slutrunden til sommer.

Og det vil ifølge Mathias Flaga Olesen have utrolig stor gavn for det lille land.

- Det vil være fantastisk at kvalificere sig for første gang nogensinde. Det vil bare skabe endnu mere eufori omkring landsholdet og om Luxembourgsk fodbold.

- Det vil betyde utrolig meget at kunne sætte Luxembourg for fodbold-verdenskortet, siger en forhåbningsfuld landsholdsspiller til bold.dk.

Mathias Flaga Olesen og Luxembourg spiller mod Island den 13. oktober på udebane, inden Slovakiet venter tre dage senere på hjemmebane.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce