- Vi er meget overraskede over Carstens beslutning. Vi var meget glade for vores valg af kommunikationschef og er kede af, at det nu ender, før det begyndte.
Sådan lød det søndag fra Jack Jørgensen, som er kommerciel direktør hos OB.
Carsten Lektonen valgte nemlig at opsige sin stilling som kommunikationschef i den fynske klub blot én uge inde i sin ansættelsesperiode, og det var tydeligvis ikke noget, nogen havde set komme.
Hovedpersonen har selv været til tasterne og givet en forklaring på, hvorfor matchet med OB alligevel ikke var det rette for den tidligere fodboldspiller.
- Mavefornemmelsen vandt. Nogle gange står man et sted, man troede var det helt rigtige, men mærker alligevel, at mavefornemmelsen ikke følger med, skriver Lektonen indledningsvist på LinkedIn.
- Jeg har efter kort tid valgt at stoppe som kommunikationschef i OB. Beslutningen er min og min alene. OB har gjort alt for, at jeg skulle føle mig velkommen, og det har jeg i den grad gjort.
- Klubben, menneskene, energien – alt det, der gør OB til OB – har været præcis, som jeg håbede, men nogle gange bliver man klogere på sig selv, når man står midt i noget nyt.
- For mig handlede det ikke om kolleger, kultur eller klub. Alt det fungerede. Det handlede mere om refleksioner over arbejdsliv, indhold og retning. Hvad der giver energi, mening og frihed, og hvor jeg trives bedst – både som menneske og professionel.
- Jeg lytter til mavefornemmelsen. Det er ikke altid det nemmeste, men det er det rigtige. Alt det bedste til OB. Jeg sender varme og kærlighed til klubben, som betyder så meget for så mange – mig selv inklusiv.
- Jeg er sikker på, at de finder den helt rigtige kommunikationschef med den helt rigtige mavefornemmelse. Det fortjener klubben. Nu ser jeg fremad og er spændt på, hvad næste kapitel bringer.
OB er dog på nuværende tidspunkt ikke i aktiv søgen efter en ny kommunikationschef, fremgår det af den oprindelige nyhed på klubbens hjemmeside.
47-årige Carsten Lektonen var selv som aktiv spiller forbi ‘Striwerne’ mellem 1996 og 1998.

Brøndby nede på jorden igen
Hattrick | Afsnit 15Der var som altid fuld smæk på i Superliga-weekenden, og vi runder de store historier - blandt andet AGF's fortsatte problemer, og at Brøndby er kommet ned på jorden igen.
Læs mere
OB
3F Superliga





























