På bold.dk elsker vi Superligaen, og julekalenderen i år handler derfor om de spillere, som siden indførelsen af Superligaen i 1992 har spillet flest kampe i landets bedste række.
Vi har talt med de 25 spillere, som har flest optrædener i Superligaen, og der er massevis af gode historier i de mange tusinde kampe, som de 25 aktører har spillet.
Bag julekalenderens 12. låge finder vi Jan Kristiansen, der i karrieren nåede at spille for Esbjerg, Brøndby og FC Vestsjælland i Superligaen, mens det på den internationale scene blev til en matchvinderrolle i en tysk pokalfinale.
På Superliga-scenen blev det til 338 kampe og 60 scoringer, fordelt over 15 år i Superligaen, kun afbrudt af to et halvt år i tysk fodbold.
Fra Ølgod til Esbjerg som 13-årig
- Jeg tog til Esbjerg for at prøve talentet af og for at se, om det kunne bære. Der var da tidspunkter i ungdomsårene, hvor det ikke lige kørte, men det var set i bakspejlet nok meget godt, for det var med til at hærde mig, siger Kristiansen til bold.dk.
- Timingen for mit gennembrud i Esbjerg var perfekt. Klubben hentede Viggo Jensen ind, og begyndte virkelig igen at satse på fodbolden. Vi rykkede op i Superligaen, og jeg fik debut der 1. april 2000.
- Fodbolden eksploderede i de år i Esbjerg, især da vi rykkede tilbage i Superligaen, efter et år i 1. division, og derefter kørte det jo bare udviklingsmæssigt.
- Viggo Jensen havde lagt et supergodt fundament, og Ove Pedersen tog så over, og satte sit præg på Esbjerg som fodboldby.
I Esbjerg kom det helt store gennembrud for Jan Kristiansen i sæsonen 2002/2003. Sæsonen forinden, havde han i i 32 kampe scoret to gange, mens det i 2002/2003 blev til en topscorertitel for 18 mål i 33 kampe.
- Ove Pedersen kom til som træner, og han indførte et lidt andet spilsystem, som var mere direkte. Det passede mig som spiller rigtig godt. Det var jo ikke kun mig, der scorede mange mål, det gjorde vi generelt som hold.
- Det fortsatte også de efterfølgende år, hvor folk som Tommy Bechmann, Fredrik Berglund, Jess Thorup og flere andre scorede mange mål, fordi vi kom ud og stepperne.
- Jeg kan blandt andet huske en 6-3-sejr. Det er ikke noget, man ser så tit i dag. Vi fik også nogle gevaldige rap over nallerne med nogle store nederlag, men det var jo også med til at udvikle.
En ærgerlig bronzemedalje
Esbjerg hentede i sæsonen 2003/2004 bronzemedaljer i Superligaen. FC København løb med mesterskabet, seks point foran vestjyderne.
- Den bronzemedalje, vi vandt, var sublim, men når jeg tænker tilbage, er jeg lidt ærgerlig over, at det ikke blev til lidt mere. Med fem runder igen, lå vi nummer ét, så det var meget, meget tæt på, siger Kristiansen.
- Det var superflot med bronzemedaljer, men når man tænker tilbage, var vi rigtig, rigtig tæt på et dansk mesterskab.
Kristiansen blev efter det missede guld i Esbjerg i yderligere halvanden sæson, og han blev noteret for i alt 151 Superliga-kampe og 45 scoringer for vestjyderne, inden turen gik små 900 kilometer sydpå til FC Nürnberg i Bundesligaen.
Tid til at komme afsted
- Jeg følte, jeg var klar til at komme afsted, og mit klare mål var dengang at komme til udlandet og prøve mig af. Der var følere fra andre klubber, men jeg var målrettet omkring at komme til udlandet, siger Kristiansen.
- Heldigvis kom der en mulighed med FC Nürnberg, som hurtigt blev meget konkrete. Jeg synes egentlig, det var et supergodt match, og det var kæmpestort for mig at komme til Bundesligaen.
- Da jeg kom derned, lå klubben lige under stregen, og vi sluttede som nummer som nummer otte.
I FC Nürnberg var Hans Meyer et halvt år inden Kristiansens ankomst hentet ind som træner, og han satte sit tydelige aftryk i klubben.
- Det var egentlig en klub lidt som Esbjerg udviklingsmæssigt, og det tog rigtig meget fart under Hans Meyer, siger Kristiansen.
- Han roste mig, og sådan set alle danskere, for at være taktisk godt skolet, så vi kunne spille mange forskellige pladser. Det var måske både godt og ondt, for når der var mangler på en anden plads, blev jeg ofte kastet ind.
- Jeg spillede begge backs, jeg spillede begge kanter, jeg spillede central midt. Men jeg synes jo bare, det var spændende, og som spiller, vil man altid gerne spille, uanset pladsen på banen.
Det var ikke kun mange positioner Kristiansen prøvede i Nürnberg. Han oplevede også en noget utraditionel taktik.
- Da jeg kom derned var meningen, at vi skulle spille en klassisk 4-4-2, men det lavede trænerteamet lidt om. Vi kom til at spille med mandsopdækning over hele banen, og hvor vores defensive midt så var fri mand, siger Kristiansen.
- Det gav nogle sjove situationer, hvor venstre back nogle gange var helt over i højre side for at følge sin mand. Det gik supergodt i noget tid, men på et tidspunkt fandt modstanderne desværre også ud af, hvordan de skulle løse det.
- Det var klart med til at udvikle mig, at jeg spillede et system, jeg aldrig havde prøvet før. Det var sjov, så længe det gik godt, mens det var knap så sjovt, da resultaterne ikke længere var der.
Matchvinder i tysk pokalfinale
Det store højdepunkt i Nürnberg kom 26. maj 2007, hvor klubben spillede tysk pokalfinale mod Stuttgart. Efter forlænget spilletid vandt Nürnberg 3-2, og det var Kristiansen, der tog matchvinderrollen.
Det endda med hvad de i Tyskland kalder et ‘traumtor’, et spark fra godt 25 meter op i det ene målhhjørne.
- Fodbolden var blomstret i Nürnberg i den tid, jeg havde været der, og det kulminerede med pokalfinalen. Jeg husker ikke kun selve kampen, men også det at træde ind på stadion med næsten 80.000 tilskuere, siger Kristiansen.
- Det var først og fremmest fedt at være med til at vinde en titel, men selvfølgelig ekstra fedt, når jeg blev matchvinder. Det er absolut et af mine højdepunkter i karrieren.
- Titlen betød ekstremt meget for klubben, og da vi landede i Nürnberg dagen efter, var der arrangeret 15 Audi A4 cabrioleter, som vi blev kørt i konvoj gennem gaderne i byen. Der kunne man godt mærke, at det var en hel by, der havde vundet.
En meget speciel uge
Blot en uge efter matchvinderrollen i pokalfinalen, var Jan Kristiansen i startopstillingen i EM-kvalifikationskampen mod Sverige i Parken.
Her blev han allerede efter 34 minutters spil flået ud, og herefter leverede Danmark et fantastisk comeback og kom på 3-3, inden en tilskuere så løb ind og ville overfalde dommer Herbert Fandel.
Kampen blev afbrudt og senere aflyst, mens spillerne sad i omklædningsrummet og prøvede at hitte ud af, hvad der var sket.
- Det var en meget, meget speciel kamp. Den er både sjov og mærkelig at tænke tilbage på. Det er aldrig sjovt at blive pillet så tidligt ud, men et eller andet skulle der jo ske, siger Kristiansen.
- Så det er med blandede følelser, at jeg tænker tilbage på kampen. I fodboldens verden er det ofte sådan, at der ikke er langt fra succes til fiasko. Vi reducerede til 3-1 lige inden jeg blev pillet ud, og holdet kæmpede sig så tilbage på 3-3.
- Jeg ville da ønske, at jeg kunne være blevet på banen, og havde været med til at vende det. Men fra trænerteamet skulle der ske et eller andet.
Kristiansen forklarer, at spillerne i omklædningsrummet stod i uvished omkring kampens videre afvikling efter afbrydelsen.
- Det var meget mærkeligt. Det var uvished, og en meget mærkelig fornemmelse, for vi havde jo kæmpet os tilbage på 3-3, siger Kristiansen.
- Men det var fuldt forståeligt, at dommeren gjorde, som han gjorde.
Kursen sat mod karussellen i Brøndby
I sommeren 2008 rykkede FC Nürnberg ud af Bundesligaen, og det betød samtidig skiftedag for Kristiansen, der skrev under på en femårig kontrakt med Brøndby.
- Det var ikke en prioritet at komme hjem, men jeg følte, at den foregående sæson havde været meget turbulent, hvor jeg var røget lidt ud og ind af holdet. Der var da også følere fra udlandet, men jeg følte ikke, det var det helt rigtige, siger Kristiansen.
- Brøndby var en superspændende klub i en god udvikling. De havde lige vundet pokalen, og jeg synes egentlig, at klubben var et godt match.
- Efter starten, hvor jeg lige skulle i form, synes jeg faktisk også, at både jeg og klubben havde et supergodt efterår. Vi var klar til at give den gas i foråret, og forhåbentlig tage guldet hjem, men det skete ikke. Vi måtte nøjes med bronzemedaljer, siger Kristiansen.
De fem år i Brøndby var noget af en tur i karussellen for Kristiansen og holdkammeraterne. Klubben var på et tidspunkt på nippet af konkurs, mens man også var ved at rykke ud af Superligaen.
- Jeg vil kalde de fem år meget begivenhedsrige, både positivt og negativt. Men samtidig spillede vi også mange superspændende kampe, blandt andre mod Sporting, Hertha Berlin og Rosenborg, hvor vi var lige på nippet til europæisk succes, siger Kristiansen.
- Det var en turbulent tid. Ikke så meget i spillertruppen, men mest af alt på administrationsgangene. Men der er heldigvis kommet styr på det derude nu, det er jeg rigtig glad for at se.
Kristiansens kontrakt i Brøndby er vel nok en af de kontrakter i dansk fodbold, der har været mest omtale. Ekstremt store summer i sign on fee og løn har været nævnt, og derfor var kritikken af Kristiansen til tider også stor.
Midtbanespilleren føler dog ikke, at den megen snak om lønnen pressede ham på banen.
- Det synes jeg ikke. Når det går dårligt er der altid nogle, som får lidt mere på puklen end andre. Sådan er det, det må man tage med. Man må som spiller bare fokusere på træningen og kampene, for det er det, man kan gøre noget ved, siger Kristiansen.
- Når jeg kigger tilbage, ville jeg da have ønsket, at det hele var kørt i olie og bare havde været fryd og gammen, men sådan var det ikke.
Kristiansen føler ikke, at han på noget tidspunkt blev udråbt som syndebuk i Brøndby.
- Slet ikke. Jeg føler, at det var alle spillere, der fik nogle hug af tilhængerne, og det kan jeg sådan set godt forstå. De kunne ikke være tilfredse med det, vi leverede, siger Kristiansen.
- Det var da ikke altid lige sjovt at opleve, men vi måtte bare fokusere på at gøre det så godt som muligt.
Tilbage under Ove Pedersens vinger
Efter fem år i Brøndby, var det i 2013 tid til en genforening med Ove Pedersen, som Kristiansen også i Esbjerg-tiden havde stor succes under.
- Der var andre muligheder, men da Ove ringede, var det en ‘no brainer’ for mig. Jeg fik et par spændende sæsoner, som kulminerede i en pokalfinale, som vi desværre tabte, siger Kristiansen.
- Der var virkelig gang i Slagelse som fodboldby. Desværre endte det ikke så lykkeligt, både med en nedrykning og siden også en konkurs. Men det var en spændende tid, og jeg lærte nogle farverige personer at kende.
Efter tiden i FC Vestsjælland kom det i en tysk matchfixing-retssag frem, at to af klubbens kampe var blevet fixet. En sag, der aldrig kom helt i mål, men som påvirkede Kristiansen.
- Det var en lidt mærkelig sag, for vi havde overhovedet ikke haft nogen anelse om noget som helst, før der lige pludselig kom nogle journalister og spurgte ind til det.
- Der kom jo heller ikke noget konkret ud af det, men det påvirkede os da. Jeg havde gerne set, at man var kommet 100 procent til bunds i det for at se, om der var noget i det. Sådan noget må jo aldrig ske i sport.
- Vi måtte som spillere bare forholde os til det, vi vidste, og det var ingenting. Og når jeg tænker tilbage på kampene, kan jeg absolut heller ikke se, at noget skulle være sket.
Karrieren sluttede i 1. division
I sæsonen 2000/2001 spillede Kristiansen i 1. Division for Esbjerg. Karrieren sluttede i samme række, men for FC Roskilde, hvor motivationen intet problem var for Kristiansen.
- Det var ikke noget problem at finde motivationen. Jeg har altid synes, at det var sjovt at spille fodbold, og man stiller jo ikke bare sådan lige støvlerne på hylden, siger Kristiansen.
- FC Roskilde var et spændende projekt, og de havde en spændende spillertrup. Jeg synes godt, vi kunne have spillet med om en oprykningsplads, men sådan kom det desværre ikke til at gå.
Efter 28 kampe og tre scoringer for FC Roskilde, valgte Kristiansen i sommeren 2016 at sige farvel og tak på fodboldbanen.
Han skiftede i stedet til et job som ejendomsmægler, et job han stadig stortrives i.
Læs med igen i morgen, hvor 13. låge af årets julekalender åbnes.
jesper@bold.dk


Brøndby IF
Nürnberg
Esbjerg fB






























