

Mikael Uhre viste lørdag den nytilkomne Brøndby-træner, Niels Frederiksen, at han godt kan kigge hans vej, når målene skal scores i den kommende Superliga-sæson.
Uhre stod for holdets enlige scoring, da man lørdag spillede 1-1 med polske Wisla Plock i træningslejrens sidste testkamp.
Og det ærgrede efterfølgende angriberen, at han skulle tegne sig for det eneste Brøndby-mål på dagen.
- Vi skulle have vist lidt mere kynisme. Vi scorer ikke helt på de chancer, vi har. Men det er klart, at når der kommer nye ting ind i spillet, så skal man selvfølgelig lære dem, siger Mikael Uhre efter lørdagens opgør til Brøndby Indefra.
- Det handler ikke om at finde undskyldninger. Det handler bare om at køre på og så blive ved med at arbejde med tingene, for selvfølgelig er det hårdt, og det er varmt, og det er preseason, men det er sådan, det er, og det må man bare overkomme, konstaterer Brøndby-målscoreren.
Uhre føler overordnet, at holdets træningslejr i Polen har båret frugt, og holdet skal nu blive bekendt med Niels Frederiksens visioner for spillet.
- Det er klart, at der er selvfølgelig mange indtryk, man lige skal sluge, når der kommer en ny træner.
- Men jeg synes, at vi tager en masse gode ting med hernede fra. Specielt en masse godt arbejde på træningsbanen, og så må vi håbe, at det bærer frugt, når vi kommer lidt længere, siger Mikael Uhre.
Brøndby indleder den nye Superliga-sæson søndag den 14. juli med en hjemmekamp mod nyoprykkede Silkeborg.


Brøndby IF
3F Superliga
Venskabskampe

























