Claude Makelele skal i resten af sæsonen arbejde som assistenttræner for Paul Clement i Swansea. De to har tidligere arbejdet sammen i samme konstellation i Paris Saint Germain, og franskmanden har stor respekt for Clement.
- Paul er min mentor. Han har lært mig mange ting i den tid, vi har arbejdet sammen, siger Makelele ifølge Swanseas hjemmeside.
- Da jeg hørte, at han var tilbage i Premier League, ringede jeg til ham og spurgte, om jeg kunne hjælpe ham i Swansea. Paul har givet mig muligheden for at komme tilbage til Premier League, og det er jeg meget taknemmelig over, for jeg har virkelig savnet det, siger Makelele.
Paul Clement overtog sædet i Swansea efter fyringen af Bob Bradley, og den engelske manager har allerede hentet to assistenttrænere i Tottenham - men nu får han altså også selskab af Makelele.
Swansea ligger næstsidst i Premier League, hvor de har et enkelt point op til Crystal Palace på den anden side af nedrykningsstregen.


Swansea
Premier League





















