Franz Brorsson har i januar skiftet Malmö FF ud med cypriotiske Aris Limassol, men forsvarsspilleren havde godt med interesse forud for skiftet.
25-årige Brorsson, der spillede på leje i Esbjerg fra januar til juli 2020, fortæller til Fotbollskanalen, at der blandt andet var et kæmpebud fra Saudi-Arabien.
- Der har været mest snak om England, Grækenland og Tyskland. Til sidst var der også USA, og jeg havde endda også en kontrakt på bordet fra Saudi-Arabien, siger Franz Brorsson til mediet.
- Det var mange penge, men ikke tiltrækkende nok. Det kan være hårdt med det sociale liv i Saudi-Arabien, så jeg valgte det fra.
- Så kom Cypern ind i billedet ud af ingenting, og de viste, at de virkelig ville have mig. Jeg besøgte holdet, træneren, sportsdirektøren og ejeren, og så valgte jeg det ret hurtigt.
- Det føles godt i forhold til at være tæt på sit hjem samt vejret og så videre. Jeg har altid set mig selv spille i varmere klimaer. Så det var bare at sige ja.
Franz Brorsson nåede otte kampe for Esbjerg i 2020. For Malmö blev det til 162 optrædener.


Aris Limassol F.C.
Malmö FF
Allsvenskan
1. Division
































