Marienlyst har sikret sig adgang til oprykningsspillet i 2. division før efterårets sidste spillerunde, og fynboerne tager seks point med sig til foråret.
Amerikanske Jonny Dolezal ærgrer sig en smule.
- Resultaterne var ikke helt så gode i starten af sæsonen, men det er blevet bedre her i sidste halvdel af efteråret, og det kan vi være tilfredse med. Men nederlaget (3-4 mod Fremad Amager, red) i weekenden er virkelig ærgerlig, for det var en vigtig kamp, og når man fører 3-1, så er der ingen undskyldninger, siger Dolezal til bold.dk og tilføjer:
- Vi har haft en del skader i løbet af efteråret, og det har betydet, at vi har været nødt til at rokere lidt på pladser, og folk har spillet på uvante positioner. Jeg har selv spillet højreback og meget på den centrale midtbane, efter jeg i Sydvest udelukkende spillede stopper.
Amerikaneren er glad for tilværelsen i Marienlyst, men understreger, at han er kommet til Danmark for at spille på et højere niveau end 2. division.
- Jeg er meget tilfreds i Marienlyst, hvor jeg har haft muligheden for at spille meget og gribe min chance. Men drømmen har, siden jeg kom til Danmark, hele tiden været at spille på et så højt niveau som muligt og jagte en fuldtidskontrakt. Og det er det stadig.
- Jeg kender ikke systemet i Danmark og ved ikke, hvor meget de større klubber scouter i 2. division, men jeg håber, de holder øje med vores kampe. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at arbejde hårdt, og så tror jeg på, det andet nok skal komme.
- Nu må vi se efter ferien. Vi er kun halvvejs i sæsonen, og der er 15 kampe endnu, så vi har tid til at indhente det tabte og måske spille med om oprykning, siger Dolezal.
24-årige Dolezal spillede collegefodbold i USA, inden han for halvandet års tid siden tog til Sydvest og siden skiftede til Marienlyst.
mikael@bold.dk



Marienlyst
CampoBet 2. division




























