




Marienlyst blev onsdag aften sendt hjem fra Brøndby med et nederlag på 4-1 efter en kamp, hvor alle mål faldt før pausen.
Marienlyst-cheftræner Carsten Hemmingsen var på trods af nederlaget ganske tilfreds med sine spillere.
- Der var lige 20 minutter, hvor det gik en tand for stærkt for os, og de fik os rimelig hurtigt aflivet. Men jeg synes, at vi rent fysisk stod rigtig godt imod, og der skal lyde en stor cadeau til spillerne, siger Carsten Hemmingsen til bold.dk.
- Anden halvleg var rigtig sjov. Jeg synes, vi leverede rigtig godt og producerede nogle fine muligheder. Vi havde de to største chancer i anden halvleg, så det var jeg selvfølgelig tilfreds med.
- Vi havde nogle rigtig flotte angreb i både første og anden halvleg. Vi vidste selvfølgelig, at det blev svært, men jeg synes, at vi i store perioder var godt med spillemæssigt. Vi gjorde, hvad vi kunne, siger han.
Omtrent 3000 mennesker var mødt op på Vestegnen, hvor Brøndbys fans som vanligt havde styr på lydbilledet - og selvom der ikke var stuvende fuldt, så var det en god oplevelse for Marienlyst-lejren.
- Det er altid sjovt at komme herover at spille. Spillerne var måske lidt for benovede, og det var måske også derfor, vi lavede nogle afgørende fejl. Men da de lige fandt ud af, at det var meget normale mennesker, som også ligger ned og sover, så synes jeg, at de gjorde det rigtig godt, siger Carsten Hemmingsen.
Marienlyst er med nederlaget ude af DBU Pokalen og kan nu koncentrere sig fuldt ud om forårets oprykningsspil i 2. division.
nicolai@bold.dk



Marienlyst
Oddset Pokalen































