Bold kunne torsdag fortælle, at FC København næppe kommer til at kunne spille pokalfinale i Parken igen.
Flere rivaliserende klubber mener, at det har givet en sportslig uretfærdighed, og fredag morgen er Divisionsforeningen kommet med en pressemeddelelse i sagen.
Her bekræftes det, at ingen skal have ’hjemmebane’ - så vidt muligt.
- Pokalfinalens spillested har i mange år været et diskussionsemne blandt fodboldfans. Meningerne er mange, når det drejer sig om noget, der vækker så store følelser som fodbold.
- Skal finalen altid spilles på det samme stadion, eller må et hold aldrig have fordel af hjemmebane i finalen? Nu har DBU og Divisionsforeningens bestyrelser vedtaget, at sidstnævnte så vidt muligt skal undgås.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Baggrunden for beslutningen er sportslig retfærdighed og den kendsgerning, at én af præmierne til vinderen af pokalfinalen er en attraktiv vej til de europæiske klubturneringer.
FCM trådte som pokalvinder ind i Europa Leagues anden kvalifikationsrunde, men fordi Danmark igen i næste sæson har fem europæiske billetter, hopper pokalvinderen en runde over og skal derfor 'blot' vinde et dobbeltopgør for at være sikret Conference League og minimum 50 millioner kroner.
Vinder pokalvinderen to dobbeltopgør i Europa League-kvalifikationen, lyder pengepræmien på cirka det dobbelte.
Og hvad betyder det så helt konkret?
- I praksis betyder det, at der hvert år vil blive valgt et primært stadion til finalen, men at kampen kan blive flyttet til et andet stadion, hvis klubben, der er hjemmehørende på det primært valgte stadion, kommer i finalen, lyder det i pressemeddelelsen fra Divisionsforeningen.

FCK's pokalfinaler i Parken
2026: FCK 0-1 FCM
2023: FCK 1-0 AaB
2017: FCK 3-1 Brøndby
2016: FCK 2-1 AGF
2015: FCK 3-2 FC Vestsjælland
2014: FCK 2-4 AaB
2012: FCK 1-0 AC Horsens
2009: FCK 1-0 AaB
2007: FCK 1-2 OB
2004: FCK 1-0 AaB
2002: FCK 1-2 OB
1998: FCK 1-4 Brøndby
1997: FCK 2-0 Ikast fS
1995: FCK 5-0 AB

FC København
Betano Pokalen



























