I januar skiftede Mathias Jørgensen OB ud med USA og New York Red Bulls, og den 18-årige angriber er for alvor ved at finde målformen efter skiftet.
Mathias Jørgensen startede på banen, da New York Red Bulls 2 natten til torsdag fik besøg af Birmingham Legion FC i USL, den næstbedste række i USA.
Her kvitterede den danske angriber med to scoringen, da hans hold vandt hele 5-0. Først gjorde han det til 3-0 efter 57 minutter, da han snød offsidefælden og blev spillet alene igennem.
Ni minutter før tid viste Mathias Jørgensen igen sin målnæse, da gæsternes keeper ikke kunne holde en afslutning. Han tabte bolden midt i feltet, hvor den danske angriber hurtigt opfattede det og prikkede bolden i tomt mål.
Mathias Jørgensen har nu scoret tre mål i tre kampe for New York Red Bulls 2. For førsteholdet står han noteret for 117 minutter i Major League Soccer fordelt på fem kampe. Her er det endnu ikke blevet til mål.
Også Thomas Enevoldsen var i kamp natten til torsdag, da han Indy Eleven fik besøg af Tampa Bay Rowdies. Danskeren startede på banen og blev skiftet ud i dommerens overtid i kampen, der endte 0-0.
New York Red Bulls 2 fører USL med 19 point efter otte kampe. Indy Eleven ligger nummer seks med 13 point efter syv kampe.