Æresdivisionen er i denne weekend blevet sparket i gang igen efter en vinterpause, og for danskerklubben Nijmegen venter en svær start mod Ajax.
Nijmegens danske offensivspiller Magnus Mattsson føler dog, at han og holdet står godt rustet til forårssæsonen.
- Vi har spillet tre træningskampe i opstarten, hvor jeg har spillet dem alle, scoret og lavet assists, så jeg føler mig fit og glæder mig til at komme i gang, siger Mattsson til bold.dk.
- Jeg føler, jeg er der, hvor jeg skal være, og som hold står vi også godt. Efteråret var fint for os, og jeg føler, der er mere i vente for os, hvis jeg skal være ærlig.
- Nu kommer Ajax på besøg hos os, og det gør det forhåbentlig til en anden kamp, end hvis vi mødte dem på deres hjemmebane. Forhåbentlig kan vores fans hjælpe os på vej til et godt resultat.
Artiklen fortsætter efter billedet

Anfører Schøne er en kongefyr
Nijmegen fik i sommer en dansk anfører i form af 36-årige Lasse Schøne.
23-årige Mattsson nyder at spille sammen med den rutinerede midtbanemand - også når bølgerne går højt.
- Jeg er utrolig glad for at spille sammen med Lasse. Han er skidesød og en god leder. Jeg nyder at være på hold med ham, og han er også en kongefyr uden for banen.
- Det er dejligt at have én at være tæt med, og som man kan snakke med alt om. Han er stadig en god fodboldspiller og en dygtig leder for vores hold.
Kan han give en god sviner, hvis han er utilfreds?
- Ja, der kan godt komme en ordentlig én ind imellem. Han er ikke altid den sødeste, og det er helt fint med mig, siger Mattsson med et grin.
Kigger mod playoff-pladserne
Magnus Mattsson startede denne sæson med lidt skade, men siden er det blevet til 10 kampe med to mål og et oplæg til følge.
- Jeg missede de første par kampe, fordi jeg døjede med lidt med anklen, men jeg er kommet godt efter det, og jeg er sluttet stærkt af, synes jeg. Jeg har spillet en del og har fået scoret mål.
Nijmegen har overvintret som nummer ni i Æresdivisionen, og holdet kigger i foråret mere op end ned.
- Vi vil rigtig gerne kigge opad. Vi har nogle gode spillere med meget kvalitet. Vi er en traditionsklub, der er rykket lidt op og ned, men nu er vi oppe og har fået opjusteret økonomien lidt.
- Men vi skal også være realistiske, for vi er stadig en lille klub. Vi skal vinde flere kampe, end vi gjorde i foråret.
- Det ville være superfint, hvis vi kunne kigge mod playoff-pladserne, men nu skal vi først og fremmest koncentrere os om Ajax-kampen.
Magnus Mattsson har været sat i forbindelse med Brøndby denne vinter. Læs hans egen reaktion på rygtet her.

Nijmegen
Æresdivisionen
























