






Mandag aften var PSG på besøg hos Pays de Cassel i Coupe de France.
Det var på forhånd storebror mod lillebror, idet hjemmeholdet har sin daglige gang i den sjettebedste fodboldrække i Frankrig, mens PSG har vundet Ligue 1 i fire ud af de seneste fem sæsoner.
Mandag endte da også med at blive en lang dag på kontoret for Pays de Cassel-spillerne, der dog holdt stand frem til det 29. minut, inden PSG bragte sig i front.
Det var angrebsprofilen Kylian Mbappé, der sendte PSG på 1-0 efter oplæg fra Nuno Mendes.
Fire minutter senere gjorde Neymar det til 2-0, og minuttet senere var Mbappé såmænd på spil igen med en 3-0-scoring.
Artiklen fortsætter efter billedet

Som om det ikke var nok, gjorde selvsamme Mbappé det til 4-0, inden dommeren fløjtede til pause, hvilket nok var tiltrængt for hjemmeholdet.
PSG havde dog ikke i sinde at slippe speederen, og holdet fortsatte således ufortrødent i anden halvleg.
Utrolige Kylian Mbappé noterede sig for sin fjerde scoring i kampen efter 56 minutters spil, og otte minutter senere var Carlos Soler på pletten med et mål til 6-0.
Med lidt over ti minutter tilbage af opgøret lukkede og slukkede Kylian Mbappé kampen med sit femte mål, der betød, at kampen sluttede 7-0.
Dermed er PSG nu klar til ottendedelsfinalerne i Coupe de France, hvor holdet møder Marseille.

PSG
Coupe de France


























