Stemningen mellem Västerås og danske Mikkel Ladefoged er presset.
Den danske angriber er angiveligt tæt på at skifte til Lincoln City i en rekordhandel.
Skiftet er endnu ikke på plads, og nu skriver Fotbollskanalen, at den 23-årige angriber nægter at træne med i den svenske klub, fordi han ønsker, at klubben skal sælge ham.
Mediet har spurgt Västerås' sportschef Billy Magnusson, der dog ikke har nogen kommentarer.
Mikkel Ladefoged har været en af Allsvenskans bedste angribere og har scoret ni mål og leveret tre assists i 14 kampe.
Men i mandagens 1-0-sejr over Djurgården var han ikke engang med i truppen.
Klubben ønskede på daværende tidspunkt ikke at give nogen konkret forklaring på hans fravær, men oplyste blot, at han ikke var til rådighed for udtagelse.
Nu træner han efter sigende slet ikke med i klubben længere i ren protest.
Angriberen har kontrakt med Västerås til og med 2028-sæsonen.


Västerås SK
Allsvenskan

































