Semifinalerne og finalen ved sommerens EM skal efter planen spilles på Wembley i London, men nu meldes der om en mulig opsigtsvækkende flytning af kampene.
UEFA overvejer ifølge The Times og ESPN at rykke de tre kampe til Budapest, hvis ikke briterne får lempet deres karantæneregler for tilskuere, der kommer fra udlandet, lyder det.
Der er strenge karantæne-regler i Storbritannien på grund af corona-pandemien, men det britiske parlament overvejer i øjeblikket at fritage UEFA-embedsmænd, VIP-folk, sponsorer og tv-selskaber.
UEFA ønsker, at fans skal tilføjes på den liste over undtagelser, og ellers truer forbundet med at flytte kampene til Budapest.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ungarns regering har tilladt fuld tilskuerkapacitet i Budapest, og det så man allerede ved gruppekampen mellem Ungarn og Portugal.
UEFA bekræfter, at man er i dialog med de lokale myndigheder i Storbritannien omkring det, og man håber på en løsning.
- Vi forstår det pres, som regeringen står over for, og håber at kunne nå en tilfredsstillende afslutning på vores drøftelser om sagen. Der er altid en beredskabsplan, men vi er overbeviste om, at den sidste uge vil blive afholdt i London, oplyser UEFA til ESPN.
Semifinalerne spilles 6. og 7. juli, inden finalen afvikles den 11. juli.

EM
England

























