
Natten til mandag dansk tid stod de to mest vindende nationer i Gold Cups historie over for hinanden i finalen, Mexico mod USA.
USA var forsvarende mestre og kunne med en sejr udligne Mexicos syv totale triumfer, men den mulighed forpassede amerikanerne.
USA havde ellers gode muligheder i første halvleg ved Christian Pulisic og Jozy Altidore, mens mexicanernes bedste mulighed før pausen var et skud langt forbi af Andres Guardado.
Amerikanerne pressede hårdt på i starten af anden halvleg, blandt andet efter flere hjørnespark. Jordan Morris havde et glimrende hovedstødsforsøg, der dog blev blokeret.
Med et kvarter igen kom forløsningen så for Mexico. Raul Jimenez fandt Jonathan dos Santos, der bragede kuglen ind til 1-0, og det var nok for mexicanerne.
Dermed kunne Mexico altså lade sig kåre som Gold Cup-mestre for ottende gang i historien, og de udbyggede dermed deres egen rekord.
USA har vundet turneringen seks gange, mens Canada har vundet den en enkelt gang.


CONCACAF Gold Cup
Mexico
USA





































