Michael Christensen blev i vinter hentet til Hobro, hvor han i foråret fik 11 kampe i Superligaen. Ved kontraktudløb 30. juni forlod han klubben, men først nu er han ved at være klar til at finde en ny klub.
Fokus har indtil nu således været på at komme sig over en knæskade.
- Jeg fik en knæskade ret tidligt i foråret for Hobro. Det var allerede i tredje eller fjerde kamp. Resten af tiden spillede jeg så på smertestillende, og så blev jeg opereret for et flænge i menisken et par dage efter sæsonafslutningen, siger Christensen til bold.dk.
- Jeg har siden været i gang med genoptræningen, men jeg er nu nået dertil, hvor jeg er klar til at spille fodbold igen. Så det skal jeg finde et sted, hvor jeg kan gøre.
Hvordan en ny kontrakt skal stykkes sammen, har Christensen brugt en del tid på at overveje.
- Jeg kigger på, om der er mulighed for fuld tid, eller om det skal være noget deltid, som kan kombineres med et studie. Der har været lidt interesse, men derfra og til noget konkret, er der langt, siger Christensen.
- Jeg har brugt lidt tid på at fundere over, hvad der skal ske. Om det her med studie eller arbejde ved siden skulle være løsningen, men jeg synes egentlig stadig, at jeg har sulten til at spille fuld tid på højeste plan. Jeg har stadig mod på mere, på trods af min alder.
Michael Christensen har tidligere været i Norge, men udlandet er ikke umiddelbart aktuelt for forsvarsspilleren.
- Jeg er bosat i Odense, og ønsker egentlig ikke at flytte. Så det skal være noget, som geografisk kan passe med det. Nu spillede jeg et halvt år i Hobro, men det var simpelthen for hårdt at pendle fra Odense til Hobro, siger Christensen.
- Så det er ikke aktuelt igen. Det skal være noget, som passer med afstanden fra Odense.
33-årige Christensen har en fortid i FC Vestsjælland, SønderjyskE og OB.
jesper@bold.dk
































