Middelfart har i løbet af vinteren hentet flere spillere til det vestfynske. Keeper Casper Radza er hentet på Færøerne, Mads Raben er kommet til fra FC Fredericia og Peter Jul Nielsen er vendt hjem til Danmark efter et år i svensk fodbold.
Og det er tilgange, som glæder sportschef Lars Mejnert.
- Casper Radza er en rigtig dygtig målmand i en rigtig god alder. Mads Raben er en ung fyr, som skal ind og vise, hvad han kan. Det er et par rigtig spændende spillere, siger Mejnert.
- Peter Jul Nielsen er en decideret venstreback, som vi har kigget efter i rigtig lang tid. Vi har også Kristoffer Gjætterman på den plads, men vi ser ham som en spiller, der kan dække flere forskellige pladser. Det er hans styrke. Han kan både spille centralt og på den defensive midtbane, siger Mejnert.
Middelfart-dreng er et plus
Mads Raben springer i øjnene blandt de tre nye. Han har fået sin fodboldopdragelse i OB, men i de helt unge år, var angriberen Middelfart-dreng, og det betyder meget for Lars Mejner.
- Det er et kæmpe plus for os. Raben har stadig enorme ambitioner omkring sin fodboldkarriere. Han har et kæmpe talent, og han vil stadig rigtig meget med sin fodboldkarriere.
- Han fik en korsbåndsskade, da han var i OB, men den er han ved at komme godt over, så det bliver rigtig spændende at følge, siger Mejnert.
Raben skiftede i sommer til FC Fredericia, da han efter at være rykket op som senior ikke fik kontrakt i OB.
En proces er i gang
Generelt er Lars Mejnert meget tilfreds med, hvordan transferperioden har udartet sig på Vestfyn.
- Der var nok nogle småting, vi gerne ville have gjort bedre, men vi er i bund og grund rigtig godt tilfredse, siger Mejnert, som fortæller, at man i øjeblikket er i gang med en spændende proces i Middelfart.
- Vi vil rigtig gerne bygge holdet ordentligt op og vænne spillerne til at træne en ekstra gang om ugen og den slags. Det er en proces, der tager tid.
- Derfor er det også rigtig fint, at vi ikke er med i oprykningsspillet i år. Nu kan vi i ro og mag bygge op i løbet af foråret, og så kan vi til sommer styrke os yderligere til den kommende sæson. Og hvis vi så kommer i oprykningsspillet, så kan vi igen styrke os yderligere til næste vinter.
- Vi går ind i en spændende tid, men vi sørger for at gøre det i det rigtige tempo. Når man siger, man vil noget, så må man også handle, og det synes jeg, vi gør. Det kan godt være, at nogle mener, at træning fire gange i ugen er for meget, men det er et krav for at være her, siger Mejnert.
Middelfart starter foråret på andenpladsen i nedrykningsspillet i 2. division og har en erklæret målsætning om at snuppe førstepladsen.
nicolai@bold.dk


Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division






























