International -Middelfart jubler: Tjener stort på Eriksen-skifte
2020-01-28 15:39:46
Foto: Inter

Middelfart jubler: Tjener stort på Eriksen-skifte

Middelfart G&BK regner med at få omkring 400.000 kroner i uddannelsespenge i forbindelse med Christian Eriksens skifte til Inter.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Christian Eriksens skifte til Inter giver en god pose penge til Middelfart G&BK, hvor danskeren spillede i sine ungdomsår.

Middelfart får nemlig såkaldte uddannelsespenge af UEFA, og de løber op i omkring 400.000 kroner, fortæller formand Claus Hansen.

- Hvis det er 150 millioner kroner, som der er snak om, ser det ud som om, der er omkring 400.000 kroner til os ifølge UEFA-reglerne, siger Claus Hansen til bold.dk.

- Det har jo kæmpe værdi for vores lille klub, at der kommer sådan nogle penge. Det betyder rigtig meget.

Beløbet kunne have været højere, hvis Eriksen allerede i sommer var skiftet, men det er ikke noget, der ærgrer Middelfart-formanden.

- Nej, sådan har jeg det ikke. Jeg er bare pisseglad for, at Christian er kommet til en stor klub, og så er jeg glad for, at vi får lidt penge. Inter er en stor klub, og det er megaflot gået af ham, siger Claus Hansen.

Christian Eriksens kæmpetransfer til Inter er generelt en rigtig god historie for Middelfart - både fodboldklubben og byen som helhed.

- Det er en megagod historie for os og byen. Det er ikke kun os som klub, men hele byen der er stolte af ham, siger Claus Hansen.

- Om han spiller for Tottenham eller på det danske landshold, så er han jo også Christian fra Middelfart. De to ting hænger sammen.

Hvad skal pengene så bruges til?

- Vi skal bruge dem til at fastholde vores høje fokus på ungdomspillere, hvor vi har dygtige trænere, gode baneforhold og fine faciliteter.

- Alle de daglige ting, hvor vi har et højt niveau, kan vi nu vedligeholde i flere år, siger en glad Middelfart-formand.

Christian Eriksen startede med at spille fodbold i Middelfart som treårig, og han skiftede i 2005 til OB, inden turen gik til Ajax i 2008.

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce