2. Division -Middelfart vendte skuden: Knap så hovedløst
Foto: Middelfart Boldklub
2020-10-02 15:57:02
Foto: Middelfart Boldklub

Middelfart vendte skuden: Knap så hovedløst

Middelfart har med to sejre i træk fundet sejrssporet, efter man tabte i de tre første runder. Det har krævet et skift i holdets mindset, fortæller topscorer Peter Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Oprykningsjagtende Middelfart fik en forfærdelig start på sæsonen i 2. division, hvor man efter tre runder var noteret for nul point.

I fjerde runde vendte Middelfart så den dårlige stime, da man på en svær udebane i Brabrand tog hjem med en 2-0-sejr i bagagen, og siden fulgte den vestfynske klub så op med en 5-0-sejr over Næsby.

Den ændring skyldes ifølge topscorer Peter Kristensen et opgør med Middelfarts tankegang.

- Der var behov for at ændre nogle ting efter de første tre kampe, og vi var nødt til at fokusere på at prøve at holde buret rent. Der var ingen grund til, at vi skulle jagte konstant i kampene hver gang. Vi måtte revurdere vores selvforståelse, siger han til bold.dk og fortsætter:

- Vi indså, vi ikke bare kunne buldre igennem, og vi blev mere bevidste om at have respekt for, at alle hold kan slå alle i den her række. Det havde vi en god snak om, og det ser jo ud til at virke lige nu.

- Det er knap så hovedløst nu, og førhen har vi jo elsket at gå i højt pres og altid dominere kampene fra start til slut, men det har kostet den anden vej. 

- Som hold har vi skulle ændre mindset til at vi også kan tænke den anden vej, for vi er stærke nok offensivt til at score, selv om vi også lægger på defensivt. Vi kan ikke bare buldre frem og regne med at score fire-fem mål pr. kamp. 

Middelfart er efter fem runder på syvendepladsen i 2. divisions gruppe 1.

- Flot at vende det i Brabrand

Peter Kristensen fortæller, at lige præcis sejren i Brabrand gav en god tro på tingene efter en sløj start.

- Det er flot af os og trænerne at vende skuden i Brabrand, det var lige, hvad vi havde brug for. 

- Brabrand på udebane var nok den værste opgave, vi kunne have fået på det tidspunkt for os, så det var en kæmpe sejr, der gav god tro i truppen, siger han og henviser til Brabrands gode stime mod Middelfart på hjemmebane, ligesom han fremhæver, at Brabrand er et svært hold at bryde ned.

- I sidste weekend mod Næsby var det også dejligt at holde nullet igen og score fem mål, og sådan en sejr vender stemningen i truppen og i klubben, siger han og uddyber om starten:

- Starten var mildest talt dårlig. Der er ingen i eller omkring klubben, som havde regnet med eller synes, at det er tilstrækkeligt, at vi tabte de første tre kampe. 

- Det var tre kampe, hvor vi ikke havde det udtryk, vi gerne vil, og vi lukkede simpelthen for mange mål ind. Særligt mod Jammerbugt var noget, vi ikke rigtig havde prøvet før, hvor vi var bagud 0-4 ved pausen. I anden halvleg vandt vi 3-1, og det var lidt en reminder om, at vi godt kan. 

- Men har vi skulle have et wake up-call eller en dårlig periode, så er det nok meget fint, at det er tidligt på sæsonen.

Målene kommer fra flere – ikke kun Casper Johansen

I Middelfart har den tidligere udlandsprofessionelle og anfører Casper Johansen i de sidste mange sæsoner været klart farligste mand i truppen.

I denne sæson er Peter Kristensen topscorer, men han hæfter sig ved, at flere er begyndt at byde ind med scoringer – ikke kun Casper Johansen.

- Jeg har egentlig altid været i oplæggerens rolle her i Middelfart og min fornemste opgave er at servicere angriberne. Men det er rart at få scoret, og det skyldes nok, at jeg har en lidt anden rolle. Målene har været relativt nemme med god service fra holdkammeraterne, men det betyder meget at få dem sparket ind, siger han og tilføjer:

- Målene er også kommet fra flere spillere i forhold til tidligere, hvor vi har været afhængige af, at Casper Johansen har scoret sindssygt mange mål. Mod Næsby var vi fem forskellige målscorere, og det er vigtigt.

Lørdag møder Middelfart SfB-Oure FA.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce