24-årige Lucas Sander Petersen har fået fremtiden på plads, da midtbanespilleren fremover skal spille for Roskilde KFUM i 3. division.
Danskeren havde dog flere muligheder på hånden, som han sagde nej til. Lucas Sander Petersen siger til LigaBold.dk, at både danske og norske klubber viste interesse for ham.
Han har senest spillet for norske Brattvåg i den norske PostNord Liga, der er den tredjebedste norske række.
- Jeg var i dialog med flere klubber, men jeg havde flere samtaler med KFUM, og jeg følte, at det var dem, der ville mig mest. Derudover blev jeg lidt grebet af, at KFUM har et fint setup og ambitioner, og nu ligger de jo i toppen af 3. division, så det kunne helt klart være fedt at få dem op i 2. division. Så det var den primære årsag til, at jeg valgte KFUM, siger Lucas Sander Petersen til LigaBold.dk.
Har der både været dansk og udenlandsk interesse?
- Jeg har både haft interesse fra nogle klubber i Norge, og så har det været danske klubber.
Har de danske klubber været på samme niveau som Roskilde KFUM?
- Ja, mere eller mindre, men jeg havde også snak med nogle 2. divisionsklubber.
I forhold til de norske klubber, var det på samme niveau som Brattvåg?
- Ja, det var cirka det samme niveau som Brattvåg.
Lucas Sander Petersen fik ikke det ønskede ophold i norske Brattvåg, som han kom til i februar 2021, og selvom han ikke vil gå i detaljer i forhold til exittet, så siger danskeren, at der ikke blev ordentlig forventningsafstemt.
- Jeg vil ikke så meget i dybden med det. Man har nogle samtaler med trænerne og klubben, og det blev bare ikke som ønsket, og vi kunne ikke få afstemt, hvilken plan der skulle være for mig, og så knækkede tilliden lidt undervejs. Vi blev bare enige om, at det var bedst, at jeg kunne få nogle flere minutter et andet sted.
Skal spille med bror
Nu skal Lucas Sander Petersen forsøge at tanke selvtillid i Roskilde KFUM og få nogle minutter i benene og genfinde fodboldglæden. I Roskilde KFUM får han blandt andet lov til at spille med sin lillebror Marco Petersen, og der ser han frem til.
- Han spiller på den defensive midtbane, og jeg er lige en tand længere fremme, så jeg havde hørt en masse godt fra ham. Det er et sundt miljø, hvor folk gerne vil hinanden, så det har helt klart været med til at presse mig i den beslutning, som jeg er endt ud i.
Den 24-årige midtbanespiller synes, at han kan komme en stor erfaring, der kan være med til at hjælpe Roskilde KFUM i kampenes hede.
- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan bidrage med noget lyd og ansvar, når det spidser til, og det ligger og bølger frem og tilbage, så jeg kan være én af dem, der tager temperaturen og sætter tempo, når der skal sættes tempo, og får ro på kuglen, når der skal være ro på. Jeg ser, at jeg kan bidrage med en lederrolle på holdet og hjælpe til både på og uden for banen.
Lucas Sander Petersen kan få debut for Roskilde KFUM, når mandskabet lørdag møder IF Lyseng i Aarhus. Roskilde KFUM har fået en rigtig god start på sæsonen, hvor mandskabet i øjeblikket indtager andenpladsen. Derfor forventer han også, at klubben kommer til at spille med om de sjove pladser.
- Det er klart, når man ser det antal point, som KFUM har skrabet sammen indtil videre, så er det klart, at man må have ambitionen om at ligge oppe i toppen. Nu tager vi en kamp ad gangen, men jeg forventer, at vi går på banen for at få tre point hver eneste gang, og det må klart være målsætningen hver gang.
- Mine forventninger er, at vi bliver ved med at få en masse sejre og point. Lige nu ved jeg, at der er god selvtillid i truppen, og folk tror på det, som vi laver, så jeg tænker, at vi nok få en masse point på kontoen.
Ikke afskrækket for nyt udlandseventyr
I forhold til midtbanespillerens ambitionsniveau, så har det mislykkede ophold i Brattvåg ikke afskrækket ham for at prøve lykken i udlandet igen, hvis muligheden opstår.
- Det er klart, at det er enhver fodboldspillers drøm at nå langt som muligt på højest mulige niveau. Så det har bestemt ikke afskrækket mig. Jeg har prøvet det af, og jeg har fået en masse erfaringer derfra, og jeg har fundet ud af, hvad det kræver at leve som professionel fodboldspiller på fuldtid både på og uden for banen. Jeg føler mig egentlig bare bedre rustet til fremtiden, siger Lucas Sander Petersen til LigaBold.dk.
Midtbanespilleren har en fortid i Greve ad flere omgange, HB Køge, Brøndby IF, AB, Brønshøj og senest Brattvåg IL. Den nye Roskilde KFUM-spiller nåede at få ti kampe for den norske klub med et mål til følge.
Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.


CampoBet 3. division
Roskilde KFUM































