FC Versailles fra den vestlige del af Paris er nok mest kendt for at høre hjemme i samme forstad som det legendariske franske slot, der blandt andet har lagt lokaler til en verdenshistorisk fredsaftale efter 1. verdenskrig.
Den lille klub som til dagligt nyder tilværelsen som tophold i den fjerdebedste franske række har gang i noget af et pokaleventyr i denne sæson. Miniputterne er nået helt frem til semifinalerne, hvor Kasper Dolbergs OGC Nice venter.
FC Versailles træner, Youssef Chibni, lægger presset over på sin sydfranske modstander inden kampen:
- Med det faktum, at det er Nice, vi møder, er presset på en måde på dem, siger Chibni ifølge mediet Get French Football News og fortsætter:
- Vi har gang i et pokaleventyr. Selvom vi selvfølgelig går efter at vinde, så nærmer vi os kampen med sindsro. I takt med at kampen kommer tættere på, vil spændingen stige. Indtil videre er vi rolige, da der stadig er lidt tid før kampen.
- Nøglen er at satse på det rigtige tidspunkt. Ikke for tidligt, ikke for sent.
Semifinalen afgøres over én kamp. De to hold tørner sammen i Nice denne tirsdag aften klokken 21:00.


Nice
Coupe de France






















