2025-12-13 12:03:48

Molde-spiller i modvind: Tog på rivalens udebanetur

Casper Øyvann er havnet i modvind, fordi Molde-spilleren blev spottet i Bodø/Glimts udebaneafsnit i Dortmund. Det falder bestemt ikke i god jord hos Moldes fans.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Cirka 4500 nordmænd rejste med for at overvære Bodø/Glimts Champions League-kamp mod Dortmund i denne uge, og man kan roligt sige, at én stak en smule ud.

Helt nede ved capoen stod 26-årige Casper Øyvann, der siden 2023 har været på kontrakt i Molde, som i de seneste år har kæmpet mod netop Bodø i toppen af Eliteserien.

Forsvarsspilleren er født og opvokset i Bodø og nåede to førsteholdskampe for klubben, inden han drog videre i 2020, men billederne af en heppende Casper Øyvann fik naturligvis hurtigt stor opmærksomhed på de sociale medier.

Hovedpersonen forklarede efterfølgende sin beslutning om at tage på udebaneturen.

- Det var sjovt at se mine barndomsvenner spille i Champions League. Derudover så jeg min far som materialemand på et mægtigt stadion, og så blev jeg revet med. Fodbold er følelser, og forhåbentlig tager Molde-fansene det med et smil.

- Bodø/Glimt har en speciel plads i mit hjerte, og det var første gang, at jeg havde mulighed for at se dem i Champions League, forklarer Casper Øyvann til norsk TV2.

Artiklen fortsætter efter billedet

Norge Eliteserien -Molde-spiller i modvind: Tog på rivalens udebanetur
Foto: Leon Kuegeler/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er dog bestemt ikke alle Molde-fans, der har forståelse for det.

- Jeg tænker først og fremmest, at det er rigtig skammeligt. Måske betyder det, at han er færdig i Molde – kan ikke forestille mig noget andet.

- Han har aldrig stået med os ved indgang 13, og han har haft mange muligheder med tanke på den lange skadespause, svarer Anette Sæther, der er formand for Molde-fanklubben Tornekrattet.

Bodø-kaptajn forsvarer
Casper Øyvann har et godt forhold til en række Bodø-spillere, og en af dem er anfører Patrick Berg.

- Jeg så ham efter kampen. Han er gode venner med mange på holdet, så det er fedt at se, at han kommer herned og støtter os, siger Berg til TV2.

- Hans far er materialemand. Der er ingen tvivl om, at han er Bodø-dreng. Når de (Molde, red.) er gået på ferie, og han tager en tur med venner og ser kamp… Jeg regner med, at han hepper på Glimt, når han får muligheden, og det fik han her. Det ser jeg ikke noget problem i.

Casper Øyvann var med, da Molde mødte Silkeborg i 2024. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Patrick Berg fortsætter:

- Jeg håber, at folk forstår baggrunden. Han er en af mine gode venner, og han er bedste venner med Jens Petter Hauge, som han er vokset op med.

- Jeg tror, han hepper lige så meget på Jens som Glimt. Det er nok også for at støtte venner, og som sagt arbejder hans far i klubben, så jeg ser ikke problemet.

Casper Øyvann har efterfølgende fået en del reaktioner fra Molde.

- Jeg forstår godt, at det ikke ser godt ud for Molde-fansene. Specielt ikke på dette tidspunkt, når vi kommer fra en utrolig skuffende sæson.

- Jeg er blevet vældigt glad i Molde FK, og jeg møder op den 12. januar og er ekstremt motiveret for at bidrage til at føre Molde tilbage, hvor vi hører hjemme, siger Casper Øyvann til avisen Romsdals Budstikke.

Casper Øyvann har spillet 65 kampe for Molde, der endte som nummer ti i Eliteserien i år.

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce