Inters unge danske midtbanespiller Morten Knudsen er i denne sæson lejet ud til Prato. Knudsen nyder at få en masse spilletid efter et langt forløb med skader, men han vil gerne videre fra Serie C-klubben i næste sæson.
- Vi skal selvfølgelig se på mulighederne til sommer. Lige nu handler det om at få en masse kampe og få vist, jeg ikke er skadet længere, men har lagt det kapitel bag mig. Fortsætter jeg på denne måde, kan der nok også komme interesse fra andre klubber, siger Knudsen til bold.dk.
- Uden at lyde smart, vil jeg gerne op i niveau. Det skal ikke være Serie C længere, men skal minimum være Serie B. Serie C er rigtig givende, men jeg føler, jeg skal videre i min karriere, også for at fortsætte min udvikling.
Mens Morten Knudsen er tålmodig og i første omgang vil være godt tilfreds med et ophold i en Serie B-klub, lægger han ikke skjul på, han stadig håber på et gennembrud i Inter, som i sommer gav ham en ny kontrakt til 2017.
- Først og fremmest er mit mål stadig at slå igennem i Inter. Jeg vil gerne tilbage og træne med dem og håber på at blive en del af holdet.
- Hovedprioriteten er Inter, og et eller andet sted skylder jeg dem alt, da de troede på mig, hvor ingen andre gjorde det. Jeg vil give Inter en stor chance, men vi må se, hvordan det ser ud til sommer.
Morten Knudsen har i denne sæson spillet 20 kampe for Prato.
mikkel@bold.dk


Inter
Prato
Serie A
Serie C





















