2026-06-02 13:30:00

Mortensen splitter Aarhus: Eftermælet er ødelagt

Patrick Mortensens opsigtsvækkende skifte til Brøndby afføder vidt forskellige reaktioner i Aarhus, og spørgsmålet er, hvad det betyder for eftermælet i AGF.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

lørdag 27. jun

AGF

vs

VFF

Mange spærrede øjnene op over Patrick Mortensens skifte fra AGF til Brøndby.

For få uger siden løftede den 36-årige AGF-anfører DM-pokalen som kulminationen på 7,5 år i AGF, hvor Brøndby historisk set er en af de helt store rivaler.

Den opsigtsvækkende nyhed deler vandene i Aarhus, hvor man både kan møde forståelse og vrede over den nu tidligere anførers beslutning.

Én af dem, der ikke forstår et hak af Patrick Mortensens valg, er Troels Henriksen.

Han er stifter og vært på podcasten ’Mere AGF’ og har tidligere dækket Superligaen tæt som tidligere sportsredaktør på Jyllands-Posten og Discovery.

Troels Henriksen mener ikke, at Patrick Mortensens exit bliver noget sportsligt tab for AGF, om end han har stor respekt for angriberen bedrifter igennem årene.

Skuffelsen handler mere om Patrick Mortensens eftermæle.

- Jeg har ikke noget problem med at sige, at han har ødelagt sit eftermæle i AGF og Aarhus, fortæller Troels Henriksen til Bold.

Han uddyber og perspektiverer:

- For udenforstående, som ikke forstår AGF indgående, så er den bedste sammenligning, jeg kan lave, at man skal forestille sig, at Thomas Delaney var skiftet til Brøndby denne sommer. Det er svært at forestille sig, og det forstår alle, men det er faktisk det samme, som Patrick Mortensen har gjort ved Aarhus.

- Det er noget helt, helt andet, end Felix Beijmo har gjort ved at skifte til FCK, for Beijmo stod foran den største kontrakt, han kommer til at lave som fodboldspiller, og han skifter til en klub, som beviseligt og historisk er større end AGF. Du vinder titler og spiller Champions League i FC København – det gør du ikke i Brøndby.

Var det ægte?
Ifølge Troels Henriksen devaluerer Patrick Mortensen alt, hvad han har gjort i AGF.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Mortensen splitter Aarhus: Eftermælet er ødelagt
Foto: Brøndby IF

- Ved at Patrick Mortensen gør det her, så udstiller han et hykleri omkring alt det, han har stået for i AGF. Han har gentagende gange kysset logoet, slået sig selv på brystet og fortalt, hvor meget han elsker tilhængerne, byen og klubben.

- Han har virkelig været den her bannerfører for at skabe en kultur i AGF, der ikke var skør, men baseret på fornuft, empati og samhørighed mellem fans, by og klub. Man troede på, at det var ægte, og det har han ødelagt med et trylleslag ved at træffe den beslutning.

- Det er ikke bare, at han skifter klub og spiller et andet sted – det er Brøndby, som i rivaliseringen er noget helt specielt for AGF-tilhængere, og det har det været siden 80’erne, hvor klubberne duellerede om mesterskaberne dengang. Det kulminerede et eller andet sted med Mogens Kroghs hovedstød mod AGF, som er et sår, der først er blevet lukket, ved at AGF vandt mesterskabet i år på Brøndby Stadion.

- Mortensen kunne have gjort 100 ting, men han kan ikke skifte til Brøndby og forvente, at byen og tilhængerne bare trækker på skuldrene. Det kan han simpelthen ikke, mener Troels Henriksen.

Aldrig sluppet Brøndby
Patrick Mortensen kom til AGF som 29-årig og har med 115 mål i 265 kampe utvivlsomt gjort en kæmpe forskel i den hvide trøje, men han kommer fra Amager og er ikke Aarhus-dreng ind til benet, som Delaney eksempelvis er det i FCK.

AGF er noget, som Mortensen har taget til sig i løbet af 7,5 år. Er det ikke en væsentlig nuance?

- Det er lige præcis det, der er pointen, at det har han taget til sig. Nej, han er ikke vokset op i Aarhus – han er ikke Stig Tøfting, men han blev til en spiller og person, som var i ét med klubben og byen, og det var det, man troede på, at han var blevet, siger Troels Henriksen.

Han husker i den forbindelse Patrick Mortensens interview i 2024, efter AGF havde frarøvet Brøndby mesterskabet på sidste spilledag.

- Jeg er sgu lidt splittet lige nu. Jeg er selvfølgelig glad for mit mål, men jeg føler også virkelig meget med dem, der er på stadion. Jeg har lige stået i en lignende situation i pokalfinalen, og det gør så pissehamrende ondt.

- Der var lagt op til en kæmpe fest, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at Brøndby er den rigtige mester, sagde den daværende AGF-kaptajn til Viaplay i 2024.

248463
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Troels Henriksen fortsætter nu:

- Han var jo nærmest grådkvalt over, at Brøndby ikke vandt mesterskabet dengang. Det fremstår jo en lille smule anderledes nu – som om han aldrig helt har sluppet sin tid i Brøndby.

- Jeg forstår godt, hvad du mener, for Thomas Delaney er en rigtig KB-dreng, og det er Patrick Mortensen ikke i AGF, men man skal forstå, at den måde, som han sammen med Jacob Nielsen har været med til at flytte AGF, gjorde ham til et ikon i klubben og byen, som betyder, at der er nogle meget få ting, man bare ikke kan gøre uden at forvente en meget stærk reaktion fra AGF og Aarhus.

Troels Henriksen kan ikke komme i tanke om et værre skifte, som Patrick Mortensen kunne foretage.

- Hvis vi laver det tænkte eksempel, at FCK ville have Patrick Mortensen, så havde det slet ikke været lige så slemt. Brøndby er noget specielt i AGF-tilhængernes bevidsthed.

Beijmo er noget helt andet
Patrick Mortensen selv har tidligere i år købt nyt hus på Amager, og efter skiftet til Brøndby påpeger han også, at han og familien nu kommer tættere på øvrig familie og venner.

Samtidig får den snart 37-årige angriber en længere kontrakt i Brøndby og formentlig en bedre økonomisk pakke, end det kunne være blevet til i AGF.

Alligevel forstår Troels Henriksen ikke, at han gør det.

- Nej, det kan jeg ikke på grund af den måde, han har stillet sig an i AGF, siger Troels Henriksen.

Han gætter på, at Mortensen i AGF blev tilbudt i underkanten af to millioner kroner om året, mens det i Brøndby måske er en årsløn på tre millioner plus en sign-on-bonus.

- Så hvis man skærer den lidt skarpt op, så var hans loyalitet og alt det, han har gået og sagt om AGF som anfører og byen Aarhus, det var åbenbart ikke mere værd en halvanden million kroner. Jeg synes, det er en alt, alt for lav pris i forhold til den legendestatus, han havde opbygget i Aarhus.

Så du mener, at han så forpligter sig til ikke længere at være sig selv nærmest?

- Ellers så skal man lade være med at stille sig op på den piedestal, hvor han går med på fortællingen, at det at være anfører i AGF er meget mere end bare at være en dygtig fodboldspiller og leder for et fodboldhold. Det er det, han har gjort, for han har været en bannerfører for hele byen og nærmest helt Østjylland.

Felix Beijmos skifte til FC København gør markant mere ondt på AGF rent sportsligt, men alligevel er skuffelsen over Patrick Mortensen til Brøndby større.

- Jeg kan bedre forstå Beijmo, som måske tredobler sin løn over fire år i FC København. Det forstår jeg 100 procent, siger Troels Henriksen.

- Og med undtagelse af den seneste sæson har Beijmo heller ikke været det klubikon i AGF og for byen Aarhus, som Patrick Mortensen har været – altså ikke i nærheden. Han har bare været en helt almindelig fodboldspiller, hvor Patrick Mortensen har været én, man har kigget imod.

- Han er meget, meget mere betydningsfuld for AGF og Aarhus, end Felix Beijmo er, og derfor synes jeg ikke, at de to klubskifter kan sammenlignes. Også fordi det er et skridt op at skifte til FC København – det er det ikke at skifte til Brøndby.

Noget pjat
Én af dem med den modsatte holdning er Jan Schouby, der chefredaktør for Aarhus Stiftstidende.

Han hæfter sig ved, at Patrick Mortensen næppe ville gøre den store sportslige forskel for AGF fremover.

Jan Schouby bruger også sammenligningen med Felix Beijmos FCK-skifte på en fri transfer.

- Jeg kan forstå, at folk bliver rasende på Beijmo. Hvis han var taget 300 kilometer mod syd, så var han stadig en helt i Aarhus, men nu tog han 300 kilometer mod øst, og så er folk rasende, fordi han nu skal spille for FCK i stedet.

- Den vrede giver mening, for han var en kæmpe profil for AGF, der nu skal spille for konkurrenten, og den slags bliver fansene jo sure over.

- Men at fansene bliver sure over Patrick Mortensens skifte til Brøndby, det giver ikke rigtig mening for mig. Ja, han har været en kæmpe helt for AGF, en kulturbærer og alt det fine, man kan sige, men det er godt nok lang tid siden.

- Der var vel ikke en eneste AGF’er, der ikke tog det for givet, at AGF skulle købe en ny frontangriber til næste sæson, så hvorfor i alverden skulle Patrick Mortensen blive i AGF, hvis han kan få en toårig kontrakt i Brøndby til en formentlig god løn, siger Jan Schouby.

250742
Foto: Brøndby IF

Han ser det som åbenlyst, at Patrick Mortensens niveau er faldet markant, som alderen er tikket opad.

- Jeg synes ikke, der er nogen grund til at blive sur på Patrick Mortensen. Det synes jeg virkelig ikke. Det er en mand, hvis karriere mere eller mindre var færdig, og han får nu mulighed for at forlænge den med to år hos konkurrenten.

- Jeg er godt klar over, at folk mener, det er forbudt at skifte til Brøndby, men når man ser på alt, hvad han har gjort for AGF, så synes jeg simpelthen, det er ynkeligt, hvis folk sviner ham til, fordi han vælger at tage to år i Brøndby, når han reelt ikke kunne komme på AGF’s hold længere.

Havde din reaktion været anderledes, hvis Patrick Mortensen var en rigtig Aarhus-dreng?

- Nej, det ville ikke gøre den store forskel. Det ville måske være sværere for ham personligt, men som du siger, har han jo spillet i flere andre klubber tidligere.

- Hvis Steffen Rasmussen havde valgt at tage to år i Brøndby, da han stoppede i AGF, så ville jeg nok spærre øjnene op, men hvad er alternativet for Patrick Mortensen? Det var et år i AGF, hvor han nok ikke ville spille ret meget, og nu kan han få to år. Han har lige købt hus på Amager og vil sikkert slå sig ned derovre efter karrieren.

Vis ham respekt
Jan Schouby er træt af automatreaktionen, som han oplever hos visse i Aarhus.

- I mine øjne må AGF-fans sgu lige tage at komme ind i kampen. Det er nærmest, som om der bare tændes for autopiloten, for i fodboldens verden bliver man sur, når folk skifter til konkurrenten.

- Ja, det kan du gøre med Beijmo, for han ville virkelig have været en grundpille på AGF’s hold i næste sæson og de næste mange år. Det ville Patrick Mortensen ikke.

- Jeg forstår ikke, at folk er sure over det. Tænk dog på, hvad manden har bedrevet for AGF i stedet, for han har om nogen betydet meget for AGF, så jeg forventer da, at folk kommer til at klappe ad ham og vise den respekt, når han kommer på Aarhus Stadion igen.

- Skulle han så blive indskiftet, så kan man da godt buhe ad ham, når han får bolden, men hav nu lige respekt for det, som manden har lavet i AGF. Det er jo fuldstændig formidabelt.

Hvad betyder det her for Patrick Mortensens eftermæle i AGF?

- Jeg håber så sandelig, at folk tager luft ind og anerkender ham for, hvad han har betydet, for han har godt nok haft stor betydning for AGF i mange år.

- Han har været en kæmpe profil for AGF, og det skal folk huske. Jeg tror da også, at når vi lige kommer på den anden side af det her, så vil folk huske det. Peter Graulund er jo også en AGF-helt i dag, og så vidt jeg husker, har han da også spillet i adskillige andre klubber.

- Hvis Arnstad, Gift Links eller Tingager skiftede til Brøndby, så kunne jeg forstå, at folk ville blive sure, men med Patrick Mortensens situation og historik i klubben, så synes jeg, at det er noget pjat, siger Jan Schouby.

Podcast Cover

Mortensen splitter Aarhus: Eftermælet er ødelagt

Hattrick | Afsnit 93

Er Patrick Mortensen stadig en legende i Aarhus - eller har han spoleret sit eftermæle med skiftet til rivalerne fra Brøndby? Der er i den grad delte meninger i Smilets By om det kontroversielle skifte.

Læs mere
-16:14

Artiklen fortsætter efter indholdet

Træningskampe - 1. runde

lørdag 27. jun

AGF

vs

VFF

Annonce

42 kommentarer

Se kommentarer
Annonce