Næsby Boldklub åbnede forårssæsonen uden point på kontoen, men efter fem kampe har klubben nu 10 point.
Da foråret begyndte, var der ni point til overlevelse i 2. division - nu er der tre.
Det er derfor gået over al forventning for mandskabet, der ikke vandt en eneste kamp i efteråret.
Martin Lund, som er vendt hjem fra Island i løbet af vinteren, er da også meget tilfreds med den udvikling, der har været under den nye træner Kristoffer Johannsen.
- Det har været dejligt. Vi havde noget af et bjerg at bestige, men vi har fået en god start, siger Martin Lund til bold.dk.
- Jeg trænede lidt med allerede i slutningen af sidste år, og jeg kunne godt mærke, at det var et hold uden selvtillid. Det giver automatisk en lidt dårlig stemning. Men jeg synes, vi er startet på en frisk, og at vi har prøvet at glemme efterårets trængsler.
- Der er kommet nogle rigtig gode spillere til, og vi har haft en god fornemmelse i opstarten. Og da vi så fik en sejr i første runde, kunne man mærke, at det lettede. Vi fik slettet nullet, siger han.
Næsby har vundet vundet tre kampe, spillet én uafgjort og tabt en, og Martin Lund mener, at der godt kunne have været flere point på tavlen.
- Jeg synes i hvert fald ikke, at 10 point er for mange. Jeg tror kun, at vi i løbet af de fem kampe har været bagud i noget, der ligner et kvarter, så jeg synes, vi har et godt fundament at bygge videre på.
- Der er stadig langt op til stregen, men vi tager én kamp ad gangen og giver den så meget gas som muligt. Men det er selvfølgelig sjovere at kigge på stillingen nu, end det var, da vi startede, siger Martin Lund.
Næsby Boldklub møder lørdag eftermiddag AB, som ligger på tredjepladsen i nedrykningsspillet.
nicolai@bold.dk


Næsby Boldklub
CampoBet 2. division




























