

Næstved-backen Kasper Mertz scorede lørdag eftermiddag sit ligamål nummer 12 i sæsonen for Næstved.
Det gør ham til klubbens topscorer i sæsonen for næsen af Finnur Justinussen og Mertz erkender at han ikke havde regnet med at ende som topscorer.
- Det er helt vildt. Den havde jeg ikke lige set komme. Vi fik mange straffespark og jeg scorede mange mål i åbent spil. Men jeg var også rimelig offensiv til sidst, så der gik jeg efter det, siger Mertz til klubbens Facebook-side.
- I de sidste to uger har vi gået og stukket lidt til hinanden, men det har kun været sjovt, lyder det med et smil fra topscoreren.
Næstved har i nogle uger været klar til 1. division i den kommende sæson, men Næstved-backen tvivler på at han kan gentage kunststykket i den næstbedste række.
- Det håber jeg. Men mon ikke de er lidt mere opmærksomme og dækker mig lidt bedre op end i 2. division. Det er trods alt nogle bedre spillere vi nu skal møde.
Finnur Justinussen nåede 11 ligamål, mens Kasper Mertz som bekendt nåede op på 12.



Næstved Boldklub
CampoBet 2. division

































