

Syv kampe uden nederlag havde HB Køge med til mandagens udekamp mod Næstved, der omvendt kun havde ét point i bagagen fra sine seneste fem kampe.
Det var dog værterne, der havde klart fleste store muligheder i en første halvleg, der generelt bød på adskillige muligheder i begge ender – blandt andet et forsøg på træværket fra begge hold.
Næstved-offensiven testede i flere omgange HBK-keeper Andreas Hansen, der havde spillet fire kampe uden mål i mod siden netop 2-2-opgøret mod Næstved i starten af september, og han viste både dygtighed med et par store redninger og havde også heldet på sin side i andre tilfælde, hvor han så mindre overbevisende ud.
Kort før pausen straffede HB Køge hjemmeholdets ineffektivitet, da de gennemførte en fin kontra, som endte med at Marc Rochester fandt brormand Lee Rochester, der sparkede bolden i kassen til 0-1.
Næstved trykkede ufortrødent på efter pausen og efter få minutter gav det pote, da Jeppe Illum sendte et frispark direkte i nettet til 1-1.
De grønne værterne dominerede videre, og Hansen havde et travl aften, mens spillere som Alexander Munksgaard og Mikkel Jensen ikke ligefrem sprudlende af skarphed.
HBK bød i glimt også ind på sejren, og efter 70 minutter udløste det et straffespark for hands, som Næstved-lejren absolut ikke var enig med dommeren i var en korrekt kendelse. Det hævnede keeper Sebastian Olsen ved flot at snuppe Marc Rochesters forsøg.
Kort efter pillede Olsen også glansen af en fri Jeppe Simonsen, og derfor var det stadig 1-1, da opgøret ramte sin slutfase.
Her var der muligheder i begge ender, og især Simonsen havde en stor chance tæt under mål, men chancefesten stoppede ved et mål til hver.


HB Køge
Næstved Boldklub
Betinia Liga























