2. Division -Næstved-talent positiv trods korsbåndsskade
Foto: Næstved Boldklub
2017-10-16 16:11:01
Foto: Næstved Boldklub

Næstved-talent positiv trods korsbåndsskade

Næstveds Rasmus Grosen blev ramt af en korsbåndsskade i sæsonens fjerde kamp - men han er ved godt mod og forsikrer, at han kommer stærkere tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

19-årige Rasmus Grosen fik i april debut for Næstved Boldklubs førstehold og fik de sidste seks kampe i 1. division i sidste sæson.

Det lykkedes ham sågar at score sin debut, og derfor havde han store forventninger til den nye sæson i 2. division.

Men i sæsonens fjerde kamp mod Brønshøj gik det galt for den unge angriber, som blev nedlagt og ramt af en skade, som senere skulle vise sig at være en korsbåndsskade.

- Jeg spillede som angriber og mødte bolden efter et indlæg fra højre side, og så var det som om, at der var en af Brønshøjs spillere, som kom ind fra siden og ramte mig på støttebenet, da jeg skulle til at sparke, og så knækkede det sammen, siger Grosen til bold.dk.

- Lige til at starte med var jeg meget i tvivl om, hvad der var galt. Jeg kunne mærke, at jeg havde lavet en bevægelse, jeg ikke skulle, og smerten var meget stor i de første par minutter. Men jeg forsøgte faktisk at lunte mig i gang, men jeg kom ikke ind igen - og det var nok meget godt, siger han.

Undersøgelser viste nemlig, at det var korsbåndet, der var røget, og det har krævet operation, og Grosen kan se frem til mellem et halvt og et helt år på sidelinjen. Alligevel er han ved godt mod.

- Der er ikke noget at gøre noget ved det nu. Det er, hvad det er. Jeg ved, jeg har selvdisciplin nok til at sørge for, at jeg kommer endnu stærkere tilbage, siger Rasmus Grosen.

- De første par uger gik det egentlig hurtigt meget fremad. Jeg kunne begynde at lunte lidt og styrketræne lidt, så det føltes som om, det ikke var så slemt.

- Men efter operationen er jeg blevet sat helt tilbage - men det er det, der skal til, hvis det skal blive godt igen.

- Men det er selvfølgelig lidt uoverskueligt at tænke på, at man skal vente så lang tid på at gøre det, man elsker allermest, siger Rasmus Grosen.

Den 19-årige offensivspiller var ellers kommet godt i gang med sæsonen, følte han selv.

- Jeg var glad for, at jeg kom ind og blev en afgørende faktor i nogle af de sidste kampe i sidste sæson, hvor jeg også fik scoret i min debut. Det gav mig blod på tanden, fordi jeg viste, jeg kunne spille 1. division.

- Så jeg glædede mig rigtig meget til at komme i gang og bevise, at jeg er en rigtig god spiller, som kunne være vigtig for holdet. Men det må vente lidt endnu, siger Rasmus Grosen.

Offensivspilleren har i sine ungdomsår tørnet ud for Brøndby.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce