Det tidligere HB Køge-talent Ahmed Hassan skiftede tidligere på sommeren til Næstved, og her har præstationerne kastet en udtagelse til det irakiske U23-landshold af sig.
21-årige Hassan håber på mere efter en spændende tur.
- Det var en træningslejr, hvor de ønskede at se mange nye spillere an og prøve nye ting af. Vi spillede et par træningskampe mod lokale hold, og jeg startede inde i begge, og trænerne synes godt om mig og mine præstationer, så det var positivt, siger Hassan til bold.dk.
Hassan kom til Danmark som femårig og havde visse udfordringer på turen til Irak.
- Jeg snakker ikke arabisk, men heldigvis kunne flere af spillerne engelsk, så de hjalp mig med kommunikationen, og det gik egentligt helt fint.
- Kulturmæssigt er der også store forskelle, og det var lidt specielt for mig med min danske fodboldopdragelse, men det var også noget af det, som trænerne godt kunne lide. Jeg kan nogle lidt andre ting end de andre spillere, siger Hassan og tilføjer:
- Holdet skal spille kvalifikationskampe til Asian Cup og OL, og jeg håber, jeg kan være med til det også. Det vil være superspændende.
Hassan tog dog tidligt hjem fra samlingen med det irakiske U23-landshold for at være med i Næstveds udsatte ligakamp mod Roskilde tirsdag.
- Jeg er utroligt glad for mit skifte til Næstved. Blandt andet andet fordi jeg har fået denne landsholdschance, men generelt har det også bare været en positiv periode indtil nu.
- Jeg synes, jeg giver mig 110 procent og byder mig godt til, når jeg får chancen - uanset om det er på kanten eller i angrebet, siger Hassan og erkender i samme åndedrag, at Næstved-topscorer Finnur Justinussen sidder meget tungt på en plads i de grønnes offensiv.
Hassan har scoret tre gange for Næstved i 13 kampe - heraf fem startpladser og otte som indhopper.
mikael@bold.dk


Næstved Boldklub
Betinia Liga
Irak U23





















