Simon Nagel er opvokset på Lolland, men nåede aldrig at få sin seniordebut, inden han drog videre i karrieren.
Torsdag skal Vejle-spilleren derfor for første gang i aktion på hjemegnen, når det gælder en udekamp mod Nykøbing FC.
- Det blev til to sæsoner i Nykøbing-Falster Alliancen, inden jeg skiftede videre til Silkeborg. På det nuværende hold kender jeg deres træner, Jens Olsen. Som ung havde jeg ham som træner på unionsholdet, så det bliver sjovt at møde ham igen. Lars Pleidrup og Anders Due kender jeg også fra tidligere.
- Det er første gang, jeg skal spille mod Nykøbing FC på udebane som seniorspiller, så jeg ser frem til at vende tilbage til hjemegnen, siger Nagel til Vejles hjemmeside og fortsætter:
- Da jeg spillede ungdomsfodbold i Silkeborg, var vi i pulje med NFA, men som seniorspiller har jeg ikke tidligere været i samme række som NFC, som de hedder nu. Jeg fulgte meget med i deres resultater i foråret, hvor de lå til oprykning til 1. division. Det er en klub med ambitioner for fremtiden, men de virker også meget realistiske omkring denne sæson. De er forankret i lokalområdet, og der er god opbakning fra sponsorer og fans.
Vejle og Nagel slog tidligere på sæsonen Nykøbing 2-0 hjemme.



Vejle Boldklub
Betinia Liga
Nykøbing FC



























