International -Nederlag i Knudsens første kamp: Vi er fortrøstningsfulde
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
2025-09-04 21:19:52
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nederlag i Knudsens første kamp: Vi er fortrøstningsfulde

Trods et 0-1 nederlag til Norge, så var Danmarks nye U21-landsholdstræner, Lars Knudsen, optimistisk på Danmarks vegne, da Bold mødte ham efter kampen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Vejle

Lars Knudsen stod for første gang på sidelinjen som U21-træner i Danmarks testkamp mod Norge. 

Her havde den nye træner udtaget hele 14 nye mand til truppen i forhold til den, som spillede U21-EM i sommer, hvoraf en del nu er for gamle til at spille U21. 

Og med meget begrænset forberedelse, så var der flere ting, der skulle afprøves i kampen torsdag. 

- Jeg synes, vi fik mange svar. Vi har kun været samlet med alle spillerne én enkelt dag, fordi der har været nogen, der skulle have afklaret noget transfer og sådan noget. Så på den baggrund, så synes jeg faktisk, at vi især i første halvleg fik spillet en fin halvleg og kunne også godt have fortjent at være foran.

- Vi havde nogle rigtig fine momenter i spillet med bolden og også i vores pres, så på baggrund af, at vi kun har været kort tid sammen, så er det positivt. 

Til anden halvlegs start skiftede Knudsen ni mand. Efter en times spil var der ikke flere på banen fra første halvleg. 

- Så valgte vi at skifte en masse spillere i pausen, fordi vi gerne ville se alle i aktion her den første gang, vi er sammen. Vi valgte ovenikøbet også at skifte formation, og det er klart, at det giver selvfølgelig spillerne nogle udfordringer, når vi ikke har været så meget sammen, men efter ti minutter, så fik vi godt bid og prøvede at jagte scoringen til sidst. 

- Overordnet set, så synes jeg, at vi løste det rigtig godt. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi tabte kampen, som vi gør ved lidt at forære et mål væk. Jeg synes godt, vi kunne have fortjent at få mere med herfra.

Den nye landstræner slår fast, at der trods nederlaget er grund til at være optimistisk omkring det nye U21-mandskab. 

- Der er rigtig mange dygtige spillere. Heldigvis er der nogle, der har erfaring, både fra U21-landsholdsfodbold, men også spillere, som spiller på et rigtig højt niveau til daglig. 

- Vi er fortrøstningsfulde. VI har fået set nogle gode ting i dag, og vi skal nok stå knivskarpt, når vi møder Wales om nogle dage.

- Vores ambition er, at vi skal til EM. Det er klart, at der er nogle dygtige modstandere, men det vil der være i enhver pulje, så det er vi klar til. 

Danmark møder Wales på mandag i den første kvalifikationskamp til U21 EM i 2027. 

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce