
Det, der ikke måtte ske, skete.
Grundet problemer med baglåret har FCK doseret Mohamed Elyounoussi i den seneste tid, men torsdag aften gik det galt.
Efter 57 minutters spil af Conference League-braget mod Chelsea tog den norske offensivprofil sig til baglåret og konstaterede, at han ikke var i stand til at fortsætte.
Fra sidelinjen blev der prompte reageret med en udskiftning, og Elyounoussi gik herefter direkte i omklædningsrummet.
Set ude fra lignede det en ny skade til den 30-årige nordmand, og det er desværre tilfældet.
Det fortæller FCK's cheftræner, Jacob Neestrup, til Bold og øvrige medier efter 0-1-nederlaget til Chelsea.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har ikke snakket med ham, men han gik ud med en skade. Jeg ved ikke, hvor alvorligt det er, siger FCK-træneren.
Så sent som i søndags understregede Neestrup, at FCK skulle træde meget varsomt med Elyounoussi på grund af baglårsproblemerne.
Han forsikrer, at der var taget højde for doseringsbehovet, selv om den norske profil startede inde mod Chelsea.
- Der var ikke noget. Vi sparede ham i forrige uge, og som jeg sagde til alle, var der noget træthed og stivhed, og vurderingen var, at det var væk.
- Han skulle spille en time i dag. Det var det, der var planen, og det var vel cirka deromkring, at han gik ud, afslutter Neestrup med ærgrelse i stemmen.
FCK's næste kamp er på søndag, hvor holdet gæster Viborg.

FC København
Conference League





























