





FC København spillede med overlegenhed, da de søndag aften besejrede Randers FC på udebane med hele 5-1. Jacob Neestrups tropper har blot tabt en enkelt Superligakamp hidtil i sæsonen, og mod Randers så de uhyggeligt gode ud.
Cheftræneren for FCK mente dog ikke, at sejren var nogen form for højdepunkt i Superligaen. Han mener slet ikke, at enkeltstående sejre kan kategoriseres som højdepunkter i en klub af FCK’s kaliber.
- Nej, det var ikke et højdepunkt. FC København sejrer, enkeltstående sejre er ikke højdepunkter i FCK.
- Højdepunktet er, når man står øverst til sidst, eller når man kvalificerer sig til europæisk ligaspil.
- Men det var en vigtig sejr, fortæller Jacob Neestrup til Bold og resten af den fremmødte presse.
Artiklen fortsætter efter billedet

De har netop kvalificeret sig til Champions League for syvende gang i klubbens historie, hvilket har lettet trykket i Superligaen. Det mente Jacob Neestrup i hvert fald var medvirkende til den dominans, som de udviste mod Randers.
- Trykket fra Champions League er forsvundet.
- Vi har nået et mål, som er så vigtigt for os. Vi skal jo ikke lyve, men det er jo det, der fylder mest i starten.
- Så det med, at vi får fjernet det tryk, som der er på os alle sammen, gør, at vi nu kan nyde det at spille en normal Superligakamp lidt mere.
- Det hjalp os godt på vej i dag.
Nemmere at være i mine sko
I FCK vrimler det med offensive talenter, og det havde derfor ikke den store påvirkning på kampen, da Andreas Cornelius måtte udgå fra startopstillingen kort inden kampstart. Jacob Neestrup glædede sig over den store kvalitet, som de forsvarende mestre besidder.
- De fire forreste, Larsson, Elyounoussi, Achouri og Moukoko – det er jo ikke dårligt.
- Det er nemmere at være i mine sko.
FC København har nu vundet syv udebanekampe i streg. Det har de ikke gjort siden 2002.

Frederik Birks nye job
Hattrick | Afsnit 17Frederik Birk er blevet ansat på TV 2 som ekspert, men i et interview med Bold understreger Birk, at han fortsat er træner.
Læs mere
FC København
Randers FC
3F Superliga




























