FC København har endnu til gode at lave transfervinduets første handel.
Men alligevel var der et ‘nyt’ ansigt på banen, da løverne lørdag testede formen mod norske Brann i Marbella.
Fra anden halvlegs start fik Oliver Højer nemlig sine første minutter efter 13 måneders skadespause, og det fejrede han med en scoring fra distancen.
Cheftræner Jacob Neestrup er derfor også svært begejstret for sin unge midtbanemand, som han spår til at kunne få en rolle i den resterende del af sæsonen.
- Det er en spiller, vi tror på, og som vi tror på kan gøre en forskel for os i foråret. Det er derfor, han skal ind og spille, og så må vi se, hvor meget det bliver til.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Han har noget boldsikkerhed, han har en evne til at sætte sine holdkammerater op, og så har han et spark udefra, som er på et højt niveau.
- Det skal han ind og bidrage med, og så må hans defensive intensitet vise, hvor mange minutter og kampe det kan blive til.
Jacob Neestrup lægger derfor heller ikke skjul på, at det er en spiller, der har været savnet i løbet af efteråret, hvor FC København havde mange udfordringer.
- Jeg håber, han kan blive et es i ærmet for os. Det er en intern rekruttering, som vi får ind uden at bruge en masse millioner på en spiller udefra.
Oliver Højer og co. skal i aktion igen onsdag, når de møder Sturm Graz i den sidste testkamp inden Champions League-opgøret mod Napoli.

FC København
Træningskampe




























